11/09-19
-
Pressemeddelelse
Danmarks største loppesupermarked fejrer jubilæum med fuld vind i sejlene
Danskerne elsker at gøre et godt loppefund, og da Kirppu i 2014 slog dørene op til deres første butik i Hillerød, ramte de en trend i tiden, som kun er vokset siden da. På bare fem år er loppesupermarkedskæden derfor vokset med yderligere 12 butikker, som hvert år formidler tre millioner loppefund til nye ejere
Genbrugskulturen har for alvor fået sat sit aftryk i Danmark. Undersøgelser fra Den Blå Avis viser, at syv ud af 10 danskere i 2018 enten købte eller solgte brugt. Samtidig var rekord-mange aktive indenfor køb eller salg af loppefund.
Hos loppesupermarkedskæden Kirppu nikker man genkendende til tendenserne. Her kan private leje en stand til deres brugte ting og salget står butikkens medarbejdere for. Sælgerne får efterfølgende sat pengene direkte ind på deres konto og konceptet er så populært, at Kirppu nu er landets største loppesupermarkedskæde med en årlig omsætning på over 150 millioner kroner.
Fra butik i Hillerød til landsdækkende kæde
Bag succesen står to arbejdsomme iværksættere, Claus Andreassen og Morten Bøjland, som efter åbningen af den første butik i Hillerød i 2014 stille og roligt har vokset sig store med loppesupermarkeder over hele landet. 13 i alt er det indtil videre blevet til, og flere er på vej.
- Vi er selvfølgelig utrolig glade for, at Kirppu er vokset så meget på kun fem år og har skabt mange arbejdspladser og bidraget til nyt liv i flere byer, men vi er især stolte over at kunne bidrage til de positive ændringer, der er sket i danskernes forbrugsadfærd om at forbruge mindre og genbruge mere, fastslår Morten Bøjland.
Genbrugskulturen har bidt sig fast
Når danskerne er på loppejagt, går 35% af loppeelskerne efter ting til boligen, så noget tyder på, at genbrugskulturen ikke kun er præget af dårlig samvittighed overfor klimaet, men også af de mange både danske og udenlandske programmer om antikviteter og genbrug, som ruller over tv-skærmen.
- Genbrugskulturen har de seneste år virkelig udfordret forbrugermarkedet og gjort sig bemærket. Det kan vi tydeligt både se og høre, i takt med at vi sælger flere og flere loppefund hvert år. At gå på jagt efter noget godt og brugt er blevet noget, man gør som noget helt naturligt. Engang kunne der være fordomme forbundet med at købe genbrug, men sådan er det heldigvis overhovedet ikke mere, understreger Morten Bøjland.
Nyt tiltag gør det endnu lettere at sælge
Dette efterår kan Kirppu fejre fem-års jubilæum. Det markerer man blandt andet med et nyt tiltag, hvor salgsprocessen gøres endnu lettere. Indtil nu har sælgerne kunnet følge med i salget fra deres stand online på websitet ”Mit Kirppu”. Men Kirppu har til mobiltelefoner udviklet en ny app, der netop er lanceret. Med app’en får loppesælgerne et endnu hurtigere og bedre overblik over, hvordan det går med at få solgt deres ting.
- Jo nemmere det er at handle, desto mere tid har både sælgere og købere til at hygge sig med dét, som det hele handler om – nemlig glæden ved loppefund. Så vi synes, at vores 5-års jubilæum er alletiders anledning til at lancere den nye app, som skal bidrage til en endnu bedre og sjovere kundeoplevelse, fastslår Morten Bøjland.
Den nye app er tilgængelig i Apple App Store og i Google Play.
Relevant information
Hjemmeside
http://www.kirppu.dk
Pressekontakt
Morten Bøjland
Adm. Direktør
28250180
Mia Birkenfeldt
Marketing Manager
70 25 00 12
Firma
Kirppu Danmark
Herredsvejen 2
3400 Hillerød,
Danmark
70250012
www.kirppu.dk