30/06-19
-
Pressemeddelelse
Flugten fra elendighed - til elendighed?
Lyt med, når filminstruktør Jonas Bruun sammen med filosof Rasmus Ugilt er gæst hos vært Carsten Ortmann i programmet "Supertanker" på DR P1. Med afsæt i Jonas Bruuns anmelderroste dokumentar "Sigtet for at redde liv" tager programmet fat på en af Euopas største udfordringer lige nu - flygtningestrømmene over Middelhavet.
En anmelderrost dansk dokumentarfilm går i disse uger og måneder Europa rundt. Filmens titel på dansk er "Sigtet for at redde liv". I morgen mandag 1. juli 2019 kl. 11 er filmens instruktør Jonas Bruun sammen med filosof Rasmus Ugilt gæst hos vært Carsten Ortmann i P1-programmet "Supertanker". Programmet sendes live. Derefter kan det podcastes på DR.DK.
I "Sigtet for at redde liv" kommer publikum helt tæt på den store flygtningekrise på den græske ø Lesbos for tre år siden. Her stod den unge dansker, Salam Aldeen, i spidsen for Team Humanity, der reddede et utal af mennesker fra druknedøden. For sin humanitære indsats endte han sammen med resten af teamet at blive sigtet for menneskesmugling af de græske myndigheder.
Filmen følger Salams kamp for frifindelse. Bliver han dømt, risikerer han at tilbringe resten af sit liv i et græsk fængsel. I demokratiets fødeland sætter Salams sag kursen for den europæiske medmenneskeligheds fremtid.
Sigtet for at redde liv" er den unge danske instruktør Jonas Bruuns debutfilm. Den har høstet flere anmelderroser.
I Politiken kaldte Marcus Rubin ’Sigtet for at redde liv’ for "en gribende dokumentar om en af vor tids største udfordringer: Migranter og flygtninge, der risikerer livet for at nå til Europa."
"Man kan have alle mulige holdninger til, hvorfor det er sådan, og hvordan det bør løses, men at det er en menneskelig tragedie, kan ikke være til debat. Så meget desto mere er det svært at forestille sig en opløftende dokumentar baseret på krisen."
Sine Plambech , antropolog, instruktør og seniorforsker ved DIIS, har for Altinget anmeldt "Sigtet for at redde liv" under overskriften "Livredder i Middelhavets flygtningegrav" og givet den fem ud af fem "A"er ud af seks mulige.
"Det er filmens største styrke, at instruktør Jonas Bruun ikke dvæler ved tragedien eller heltemodet, men formår at hæve niveauet fra Salam til det voldsomt principielle spørgsmål: Er det ulovligt at redde menneskeliv?"
Men det er faktisk just, hvad Jonas Bruun har formået med ’Sigtet for at redde liv’.
Filmen er allerede en international succes. Foruden at være vist på DR2 og nu ligge på DRTV er den blevet solgt til tv-stationer i syv lande - Belgien, Canada, Finland, Grækenland, Polen, Schweiz, Slovenien og Sverige. Den har tidligere været vist på blandt andet CPH:DOX, hvor der blev arrangeret ekstravisning på grund af den store interesse for filmen. Den har også været vist på flere andre festivaler rundt om i Europa.
Senest er den blevet udtaget til filmfestivalen Nordisk Panorama, den største festival for nordiske kort- og dokumentarfilm, som til efteråret afvikles i Malmø.
Filmen er produceret af Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn.
Filmens tema er desværre fortsat højaktuelt. Så sent som lørdag 29. juni blev kaptajn Carola Rackete fra nødhjælpsorganisationen Sea-Watch anholdt af italiensk politi, da hun trodsede de italienske myndigheder og sejlede i havn. Hun valgte at gøre det efter i to uger at have sejlet rundt med forliste bådflygtninge om bord omkring øen Lampedusa i Italien.
Siden januar 2018 er mindst 2500 børn, kvinder og mænd på flugt druknet i Middelhavet, lød det tidligere på året i et fælles brev fra over 50 bekymrede internationale organisationer og netværk til EU-ledere og danske regering vedrørende situationen i Middelhavet.
"Sigtet for at redde liv" kan som nævnt streames på DRTV frem til 26. juli. "Supertanker" sendes mandag 1. juli kl. 11 på DR P1 og kan derefter podcastes.
Relevant information
Supertanker - DR P1
https://www.dr.dk/radio/p1/supertanker
Politiken: "Gribende drama på DR"
https://politiken.dk/kultur/filmogtv/art7253300/Hvis-Salam-kan-tage-ned-og-redde-menneskeliv-burde-jeg-så-ikke-også-gøre-det-Eller-hvor-går-grænsen
Altinget: "Livredder i Middelhavets flygtningegrav."
https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-livredder-i-middelhavets-flygtningegrav
Pressekontakt
Lotte Lund
Pressekontakt
45-24 24 49 43
Jonas Bruun
Filminstruktør
45 - 50 92 19 81