Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/03-21   -   Pressemeddelelse

Ny aftale sikrer op til 1000 ekstra p-pladser i Høje Taastrup C



Ny aftale om dobbeltudnyttelse af Danske Banks parkeringspladser i Høje Taastrup C sikrer, at den nye bydel ikke ender med store øde parkeringsarealer. I forvejen er der et stort p-hus på vej i bydelen og flere af de nye bebyggelser får p-kældre eller parkering på terræn. Dermed skal kommende beboere ikke bekymre sig om, hvor de kan stille bilen.

En ny aftale mellem Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C og Danske Bank sikrer, at beboerne i den kommende bydel i området mellem Høje Taastrup Station og City2 foruden de i forvejen planlagte parkeringstilbud på sigt vil få adgang til 1000 nye parkeringspladser uden for almindelig arbejdstid. Samtidig arbejder Arealudviklingsselskabet på at etablere en delebilsordning.

Aftalen om de ekstra parkeringspladser betyder, at beboerne i Høje Taastrup C fra indflytningen i de kommende bebyggelser kan benytte Danske Banks nuværende p-pladser ved Postgade på alle hverdage mellem kl. 15.00 og kl. 8.30 den efterfølgende dag samt i weekenden fra fredag kl. 15.00 og frem til mandag morgen kl. 8.30. Beboerne vil desuden kunne bruge p-pladserne på helligdage.

Med sin centrale beliggenhed i Postgade er parkeringspladserne i kort gåafstand til boligerne i den nye bydel.

Den ekstra adgang til parkering skal lægges til de 875 parkeringspladser, som et kommende p-hus kommer til at rumme. Derudover vil flere af de kommende bebyggelser enten få egen parkeringskælder eller parkering på terræn. Der vil således samlet blive op til 2.180 parkeringspladser til rådighed for de ca. 1.480 nye boliger i Høje Taastrup C.

I første omgang gælder aftalen med Danske Bank for 500 ekstra parkeringspladser. Når der er indhøstet erfaringer, er det planen at udvide aftalen til at gælde det dobbelte antal, altså 1.000 parkeringspladser.

”Det har stået meget højt på vores liste at få lavet denne p-aftale, fordi den er med til at gøre den kommende bydel endnu mere attraktiv at bo i. Høje Taastrup C bliver en bydel, hvor man i forvejen altid er i gå- og cykelafstand til både offentlig transport, indkøb og fritidsaktiviteter. Den nye aftale imødekommer derfor især behovene i den gruppe af beboere, som har brug for at køre i bil på arbejde. Vi har nu sikret, at de trygt kan vende tilbage efter en lang arbejdsdag uden at skulle spilde deres kostbare tid på at finde parkering,” siger Michael Ziegler, der er både formand for Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C og borgmester i Høje Taastrup Kommune.

”Nu udnytter vi, at erhvervsparkering normalt kun benyttes i dagtimerne på hverdage, mens beboerne har behov for parkering udenfor normal arbejdstid og i weekenderne. Jeg glæder mig over, at vi på denne måde kan skabe merværdi og dobbeltudnytte de parkeringspladser, der er i området i forvejen, så vi undgår at skabe store nye parkeringsarealer, som kommer til at ligge øde hen mange timer i døgnet - som vi kender fra den gule by,” siger Michael Ziegler.

Danske Bank er også glad for at kunne medvirke til at hjælpe den nye bydel:
»Vi vil gerne gøre en positiv forskel lokalt. Det ser vi som en del af vores samfundsansvar. Denne aftale vil forhåbentlig bidrage til den nye bydels bæredygtige afsæt og gøre livet nemmere for de kommende beboere,” udtaler Morten Reuber Nielsen, chef for ejendomsstrategi og projekter i Danske Bank.

Foruden at have skaffet de ekstra 1000 parkeringspladser arbejder Arealudviklingsselskabets adm. direktør Lars Bloch i disse uger på at etablere en delebilsordning for de kommende beboere i Høje Taastrup C.

”I Arealudviklingsselskabet ønsker vi at skabe de bedst mulige forhold for beboerne i Høje Taastrup C, både hvad angår social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed– og en delebilsordning er oplagt løsning på netop det, samtidig med at det kan nedbringe behovet for p-pladser i bydelen,” siger Lars Bloch.

De første beboere forventes at flytte ind i Høje Taastrup C i 2022. Masterplanen er tegnet af arkitektfirmaet Cobe. Den nye bydel, som kommer til at rumme knap 1500 nye boliger, har allerede tiltrukket sig stor opmærksomhed på grund af boligernes høje kvalitet til en attraktiv pris kun 20 minutters togtur fra Københavns Rådhusplads. Boligerne, der bygges til både børnefamilier, singler og seniorer, bygges op omkring en 42.000 kvadratmeter stor bypark med verdens længste skatepark designet af Rune Glifberg og Ebbe Lykke. Skateparken er desuden bygget som klimatilpasning og kan lede regnvand væk i tilfælde af skybrud. Med den nye aftale bliver bydelen endnu mere attraktiv på grund af det store udbud af parkeringspladser.

Pressekontakt:
Lars Bloch, adm. direktør, CEO, cand.jur., Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C
Telefon: +45 - 70 60 21 11
Mobil: +45 - 23 26 00 30
Mail: lars@hoejetaastrupc.dk

Billeder


Pressekontakt


Firma

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S
Høje Taastrup Boulevard 19
2630 Taastrup, Danmark

  70 60 21 11
  23 26 00 30

https://højetaastrupc.dk

Modtag nyheder fra Høje Taastrup C på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater