Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
19/02-20   -   Pressemeddelelse

NY e-bog: Den lykkelige landbusiness



At have en virksomhed i et landdistrikt er i høj grad en livsstil, hvor faglig passion, iværksætteri og familieliv går op i en højere enhed, fortæller en ny e-bog, der er skrevet som en del af et storytellingsprojekt med og om en bred vifte af virksomheder i Randers Kommunes landdistrikter.

Iværksætteri er ikke kun for yngre it-mænd med hipsterskæg, der bor i centrum af en større by og har blikket stift rettet mod at vækste vildt og voldsomt for en dag at tjene kassen ved at sælge virksomheden til en stor kapitalfond.
Sådan lyder indgangen til den nye e- bog ”Den lykkelige landbusiness – stærk, sej og urokkelig”, der er resultatet af et storytellingsprojekt, som Erhverv Randers og erhvervsjournalist Trine Wiese står bag.

Bogen giver et blik ind i den brede vifte af virksomheder i Randers Kommunes landdistrikter. Ni virksomhedsejere og ildsjæle med en Randersbaseret landbusiness i god gænge er blevet interviewet i vinteren 2019 og 2020.

Mundret og uden ledelsesfloskler bliver der fortalt om, hvordan det er at være virksomhedsejer i et landdistrikt, og fortællingerne bidrager først og fremmest til at gennemhulle de mange myter om, at det skulle være særlig problematisk at drive en virksomhed på landet. Samtidig giver de et fint billede af motiverne bag at vælge et liv som selvstændig.

”Virksomhedsejerne repræsenterer en bred vifte af brancher, de er vidt forskellige, og så alligevel ikke. Hos alle er uafhængighed og selvbestemmelse bærende værdier, og jo, man vil da rigtig gerne vækste og konsolidere sig, men væksten skal være afbalanceret, og der skal være plads til kvalitetsprodukter, engagement og gode relationer. At have en landbusiness er i høj grad en livsstil, hvor faglig passion, iværksætteri og familieliv gerne skal gå op i en højere enhed,” siger erhvervsjournalist og forfatter Trine Wiese.

Men hvorfor overhovedet bruge kræfter på at inspirere virksomheder til at starte op i et af vores landdistrikter? I 2050 vil 70% af verdens befolkning bo i byer, vurderer FN, og hvorfor ikke bare acceptere den igangværende urbanisering, hvor også de fleste virksomheder etablerer sig i byzonerne?
”Ja, for det første er det da tudetosset, hvis der findes fantastiske resurser i vores landdistrikter, som virksomheder ikke har øjnene op for. De skal da ikke forblive en hemmelighed for de fleste,” slår Jens Enevold Kristensen, direktør i Erhverv Randers, fast:
”Og for det andet har stærke lokale virksomheder en kæmpe betydning for vækst, udvikling, fællesskab og trivsel i landdistrikterne. Med de nye digitale muligheder er det som aldrig før muligt at placere sin virksomhed i et landdistrikt. Hvis bare der er en stabil netadgang kan virksomheden næsten være uafhængig af tid og sted.”

I bogen supplerer Hanne Tanvig, seniorrådgiver ved IGN, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, Københavns Universitet: ”Der findes en erhvervsudvikling i de danske landdistrikter, som ikke får så meget politisk opmærksomhed, og som er værd at få mere frem i lyset, både til fordel for landdistrikterne selv og for samfundsøkonomien.”

Overvejer du at få dig en virksomhed på landet, så lad dig inspirere af fortællingerne i e-bogen, der købes på Saxo.com – eller i den trykte pixiudgave.

FAKTA OM DEN LYKKELIGE LANDBUSINESS

Udviklingsudvalget i Randers Kommune har medfinansieret storytellingsprojektet, der er udviklet i et samarbejde mellem Erhverv Randers og erhvervsjournalist Trine Wiese.

Formål:
At inspirere iværksættere til at opstarte og drive en vellykket business på landet.
At vise, at en landbusiness er en uhyre mangeartet størrelse, der dækker en bred vifte af brancher.
At skabe en mere nuanceret fortælling om at drive virksomhed i et landdistrikt.
At sætte spot på et erhvervspotentiale i Randers Kommunes landdistrikter.

VIRKSOMHEDERNE i E-BOGEN ER
Bino, du Milde, Dannevang Auto, Lindbjerggård, The Funky Forest, Cold Hand Winery, Fru Hansens Butik & Café, min Købmand i Asferg og
Jeanne d'arc Living .

OM FORFATTEREN
Trine Wiese er erhvervsjournalist og iværksætter. Hun er tidligere redaktionschef hos Lederne og har skrevet en lang række bøger om stærke by- og virksomhedskulturer, blandt mange andre Randers Muskler, Horsens – fra fængselsby til oplevelsesby, Den lykkelige leder og Ledelse på jydsk med flere.

Billeder


Pressekontakt

Jens Enevold Kristensen
direktør, Erhverv Randers
  86401066
  25582565
Trine Wiese
forlagsejer & forfatter
  + 45 21192886
  + 45 21192886

Firma

die Wiese
H.C.Ørstedsvej 14
8920 Randers, Danmark

  21192886
  21192886

www.diewiese.dk

Modtag nyheder fra die Wiese på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater