30/03-20
-
Pressemeddelelse
Hasse har en smittefri besøgsordning
Fra sin bolig på Vonsildhave Plejecenter holder Hasse Nielsen kontakt til besøgsvenner via Online Befriender – et digitalt fællesskab til videosamtaler
Corona eller ej, så har Hasse Nielsen stadig kontakt til sine besøgsvenner. Den 67-årige pensionerede maskinmester har siden august 2018 boet på Vonsildhave Plejecenter og er gennem de seneste måneder blevet en flittig aktør i Online Befriender, som Kolding Kommune er en del af. Det er et digitalt fællesskab, hvor borgere kan få besøgsvenner og tale med dem på en videoforbindelse.
Målgruppen på den ene side er ensomme ældre, mens besøgsvennerne kan være unge som ældre fra hele landet – eller udlandet. Hasse har fra start af fået kontakt med 24-årige Jens fra Aarhus, som læser til maskinmester, og med 83-årige Ryzard, der kom til Danmark som afhopper fra Polen omkring 1970.
Vi har fælles interesser
- De er begge to meget interessante at tale med, fortæller Hasse. Det er jo helt perfekt, at Jens vil være maskinmester ligesom mig. Så vi taler meget om uddannelsen og om at komme ud og sejle. Vi har også en fælles interesse i træarbejde. Halvanden time går der hurtigt, når vi har en videosamtale.
Tilsvarende med polske Ryzard, som Hasse taler med et par gange om ugen.
- Selv om han er ældre, så er han meget frisk og aktiv. Han har været elektroingeniør, så vi snakker både fagligt, men også om, hvordan det var at bo i Polen under Den kolde Krig, og hvordan han hoppede af, da han kom med skib til Aarhus. Vi taler også om, hvordan vi behandler udlændinge i Danmark. Her på plejecentret er der medarbejdere fra hele verden, og jeg interesserer mig meget for, hvordan de er kommet hertil, og hvad de synes om at bo i Danmark.
Tre kommuner er med i ordningen
Bag Online Befriender står organisationen Connec, som certificerer de frivillige. De skal være mindst 18 år og klar til at bruge seks timer om ugen på at tale med ældre ensomme. Foreløbig er tre kommuner i Danmark med i ordningen og stiller den til rådighed for sine borgere.
For Hasse er det en stor opmuntring i dagligdagen at have kontakt med Jens og Ryzard. 11 børn fra den lokale klub Valhalla kommer også på besøg på plejecentret og har hver en voksenven. Det er Hasse også med i. Og så er han også centrets ”it-nørd”.
- Vi købte to sæt Virtual Reality briller for at kunne give vores beboere nogle oplevelser, de ellers ikke ville få. For eksempel kan de med brillerne på opleve, at de er på besøg i en storby, hvor de måske har været før, og på den måde få genopfrisket nogle minder. Hasse har god flair for it, så han var forsøgskanin, og nu hjælper han de andre beboere, som vil prøve brillerne, fortæller Ditte Korsager, virksomhedsleder hos Attendo, der driver Vonsildhave Plejecenter.
Relevant information
Connec
http://www.connec.dk
Attendo
http://www.attendo.dk
Pressekontakt
Ditte Korsager
Virksomhedschef
23640104