13/02-23
-
Pressemeddelelse
Helsingørs første friplejehjem indviet med rød løber og jazz-musik
Der var smil, jazz-musik og rød løber, da Helsingørs Kommunes første friplejehjem på Esrumvej blev indviet med taler af blandt andet Helsingørs borgmester Benedikte Kiær og formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Marlene Harpsøe
Denne uge blev friplejehjemmet Esrumvej, der er etableret på det gamle Helsingør Hospital, indviet med taler af bl.a. borgmester Benedikte Kiær, formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget Marlene Harpsøe samt formand for Seniorrådet Jens-Ole Andersen.
Friplejehjemmet, der har plads til 58 beboere, vil tilføre Helsingør Kommunes ældreområde ny energi, og sikre borgerne valgfrihed mellem offentlige og private tilbud. Der er tale om et nyt koncept for plejehjem med sansehave og terapirum med strand og solstråler, hvor ældre med f.eks. demens kan få stimuleret sanser, der vækker minder til live. Men her er også hyggelige fællesområder, café, tagterrasse, træningsfaciliteter og nær beliggenhed til både offentlig transport og grønne områder.
Det er plejekoncernen Attendo, der har stået for designet af plejehjemmet, og det bliver ligeledes Attendo, som kommer til at stå for driften med de kommunale takster på området som finansiering.
Glæde over beboerråd
Borgmester Benedikte Kiær (C) bød i sin tale friplejehjemmet velkommen og glædede sig over den øgede valgfrihed til kommunens borgere.
- Byrådet har vedtaget en vision om, at Helsingør Kommune skal være et attraktivt sted at bo, og her er det meget vigtigt, at det også gælder den ældre aldersgruppe. Det betyder også, at vi har behov for flere plejehjemspladser de kommende år, og derfor vi virkelig behov for friplejehjemmet, sagde Benedikte Kiær og fortsatte:
- Det er vigtigt med tilbud i hele kommunen, men det er også vigtigt med forskellige typer af tilbud, og vores palet bliver nu udvidet med et friplejehjem, der føjer sig til de kommunale og selvejende plejehjem. Jeg tror, det er rigtig godt med diversitet, og at man kan lære af hinanden. Og som borgmester i en by med en rig kulturarv glæder det mig, at hver etage er indrettet med fokus på nogle af vores historiske kendetegn.
Benedikte Kiær rundede sin tale af med at takke Attendo for det gode samarbejde omkring friplejehjemmet:
- Jeg er meget glad for, at I lægger vægt på at inddrage jeres beboere i et beboerråd, hvor der både sidder beboere, personale og pårørende samt repræsentanter fra vores seniorråd. Jeg sikker på, at vi her har nogle rigtig gode rammer for et godt ældreliv til gavn for alle borgere i kommunen.
”Vi skal møde folk, hvor de er”
Adm. direktør i Attendo Danmark, Søren Andersen, lagde vægt på en rørende samtale, han havde haft med en beboer, der udtalte, at da han ankom, havde han lyst til at dø, men så fandt han ud af, hvor søde folk var på plejehjemmet.
- Samtalen rummede essensen af, hvad vi skal kunne som plejehjem. Vi skal møde folk, hvor de er og dække deres behov. Ikke alle har de samme behov, for de har levet forskellige liv og er forskellige steder i livet, men fælles for dem er, at de har et behov for pleje – og et hjem. Da vi designede Esrumvej, var det målet at skabe et hjem frem for en institution, sagde Søren Andersen.
Han understregede, at det at aflevere et familiemedlem på et plejehjem for mange pårørende faktisk kan være en livskrise, fordi man overgiver et ansvar for familiemedlemmet til nogle andre. Spørgsmålene til plejehjemmet kan derfor være meget forskellige. Vi ved, at der kan være et enormt konfliktpotentiale, hvis ting ikke bliver taklet på en god måde, og det kan gøre det vanskeligt for medarbejderne. Derfor har vi stort fokus på netop konflikthåndtering, da frustrationer blandt pårørende går ud over medarbejdere. Det skaber netop behov for et tæt samarbejde med de pårørende – og så handler det om, at vi alle spreder de gode historier, så vi også i en fremtid med flere og flere ældre kan rekruttere dygtige medarbejdere, understregede Søren Andersen.
Et nyt skridt ind i fremtidens ældrepleje
Også formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Marlene Harpsøe (DD) havde positive ord til Esrumvej og ønskede tillykke med indvielsen.
- Stor tak til Attendo for opførelsen af det nye friplejehjem. Det er ingen hemmelighed, at vi her i kommunen har behov for at udvide kapaciteten på plejehjemsområdet de kommende år. Og vi glæder os ikke alene over den øgede kapacitet, men også udvidelsen af valgmuligheder for borgerne. Stedet her har en masse at byde på som f.eks. muligheden for fysisk aktivitet, træning og rehabilitering eller at dyrke sociale aktiviteter, som er vigtig for at holde både krop, sjæl og psyke i gang, sagde Marlene Harpsøe.
Relevant information
Attendo
http://attendo.dk
Pressekontakt
Søren Andersen
Adm. direktør
Catrine Eisenreich
Bureaudirektør, Lindskov Communication
42208273