Trodser Corona: Stor international konference om brugervenlige digitale løsninger gennemføres online
Mens verden lukker ned og indfører forsamlings- og rejseforbud på grund af Coruna-pandemien har danske Helle Martens, kvinden bag den store internationale konference om brugervenlige digitale løsninger, UX-Copenhagen, besluttet at afholde konferencen online.
UX-Copenhagen lader sig ikke slå ud af Coruna-pandemien. I stedet for at aflyse den store internationale konference om brugeres oplevelser, når de anvender digitale løsninger, har arrangøren valgt at lade konferencen gå online den 30. og 31. marts 2020.
“Alle talere og workshopstovholdere går online fra deres hjem eller arbejdspladser verden over, og de tilmeldte, hvor tre ud af fire kommer fra udlandet, kan følge med foran skærmen med mulighed for bl.a. at stille spørgsmål fra alle, der streamer med” fortæller Helle Martens.
Vi går forrest
Hun er selvfølgelig meget glad for, at det lykkes at gennemføre konferencen for 6. gang trods alle udfordringer.
”UX handler om at skabe og udvikle positive, forudsigelige og brugervenlige oplevelser i digitale løsninger, så hvis ikke vi skal gå forrest, hvem skal så”, siger hun.
Flere end 20 talere og workshoptovholdere fra hele verden har sagt ja til at gå online. Blandt andet kan deltagerne møde Jose Coronado, vicepræsident for Global Design Operation hos JPMorgan, Trine Falbe fra Danmark, der er aktuel med en ny bog om etisk design Don Norman, direktør for The Design Lab ved University of San Diego i Californien og en af digitaliseringens grand old men.
”Vi har fået kæmpe opbakning fra oplægsholderne og er utroligt taknemmelige og glade for, at de alle har været klar til at tænke ud af boksen sammen med os så konferencen har været mulig at gennemføre”, siger Helle Martens.
Plads til flere deltagere
Nu hvor konferencen afvikles online giver det UX Copenhagen mulighed for at invitere flere med. Det betyder, at billetsalget fortsætter på konferencens hjemmeside https://uxcopenhagen.com/.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.