Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
17/08-20   -   Pressemeddelelse

Produktionsdirektør med 25 års jubilæum hos Hedema



Jubilæerne står i kø hos maskinvirksomheden Hedema i Horsens. Først var det administrerende direktør Kim Kjær Andersen, der kunne fejre sit 25 års jubilæum, og nu er turen kommet til produktionsdirektør Jens Poulsen.

Den officielle titel hos Hedema er produktionsdirektør, og den uofficielle er altmuligmand, som han selv siger:

- Jeg tager mig af alt fra personalehåndtering, bestilling af varer, fordeling af arbejdet og problemknuser. Jeg har tæt kontakt med medarbejderne, og de kommer til mig, når de har brug for hjælp til at løse et problem.

Vi skal udvikle os hele tiden for at være konkurrencedygtige
Jens Poulsen startede som smed hos Hedensted maskinfabrik (i dag Hedema) i 1992. I 1998 blev han værkfører, og 10 år senere overtog han virksomheden sammen med Kim Kjær Andersen.

Og så kom krisen…

- Vi klarede os igennem med skindet på næsen, men det var strenge tider! Lige siden har vi haft stort fokus på at investere ethvert overskud i virksomheden, så vi ikke er så sårbare overfor svingninger. Alt vi har tjent, har vi brugt på nye maskiner og optimering af produktionen! siger Jens Poulsen.

Det er nødvendigt med opdateret grej for at blive ved med at være konkurrencedygtige, for vilkårene har ændret sig på de 25 år, fortsætter han:

- Kvalitetskravene er blevet meget højere end tidligere og leveringstiderne kortere – det skal gå stærkt i dag. Og kunderne stiller høje krav til sporbarhed og dokumentation.

Omstillingsparat er i det hele taget kodeordet for Hedema, ifølge Jens Poulsen. Produktionen er varieret og spænder fra kæmpe konstruktioner til små komplicerede emner til tandlæger med fine tolerancer. Hedema er totalleverandør med alle kompetencer indenfor metalbearbejdning, 80 ansatte og 10 lærlinge. Virksomheden ligger i Horsens og råder over 11.000 m2 med en stor bearbejdningsafdeling med seks CNC-fræsere og to CNC-drejebænke. Svejseafdeling råder over tre robotsvejsere og en del tig- og Co2-maskiner, så der kan svejses i alle materialer. Derudover kommer tre laserskærere og seks kantpressere med en masse værktøjer i segmenter, så virksomheden kan klare alle opgaver.

Medarbejderne er vores største aktiv
Derfor er det så vigtigt at have dygtige medarbejdere, der kan omstille sig lynhurtigt, siger Jens Poulsen:

- Og det har vi! Vi stiller høje krav til vores medarbejdere, fordi det ofte er komplicerede emner, vi producerer. Vi forventer, at de kan tænke sig godt om og har styr på deres faglighed, fx med svejsecertifikater eller hvad der nu er nødvendigt. Vores medarbejdere skal tage ansvar og være stolte af deres arbejde, for vi vil ikke sende noget ud, som vi ikke selv er 100 % tilfredse med.

De høje krav går begge veje. Medarbejderne forventer, at arbejdsmiljøet er i orden, og Hedema har investeret kraftigt i arbejdsmiljø gennem de seneste år.

- Vi skal passe på vores medarbejdere, derfor har vi investeret i kraner og bedre løftegrej, udsugningsanlæg og klimaanlæg, som skifter luften i bygningen.

Planerne for fremtiden står på vækst, slutter Jens Poulsen:

- Vi skal fortsat udvikle virksomheden og vækste på alle parametre. Det skal vi i tæt samarbejde med medarbejdere og kunder, og som produktionsdirektør glæder jeg mig til at fortsætte med masser af afvekslende opgaver.

Billeder


Pressekontakt

Kim Kjær Andersen
Administrerende direktør
  76 75 27 14

Firma

Hedema A/S
Vejlevej 158
8700 Horsens, Danmark

  75 89 10 42

www.hedema.dk

Modtag nyheder fra HEDEMA på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater