04/02-25
-
Pressemeddelelse
Nu lanceres UrbanBioScore – et scoringssystem til estimering af biodiversitet i byer
Byggebranchen står overfor et markant skifte i, hvordan biodiversitet måles og dokumenteres. Med det nye scoringssystem UrbanBioScore får virksomheder et tal for niveauet af biodiversitet på et område og får dermed indsigt i biodiversitetens tilstand på såvel eksisterende byområder som i nye byggeprojekter.
UrbanBioScore 1.0 (UBS 1.0) er et scoringssystem, der med et konkret tal estimerer biodiversiteten i et givent område. Scoren baseres på indikatorer for biodiversitet, som biologer eller andre naturfaglige specialister registrerer i felten via enten bynatur.app eller feltskema. Registreringen af indikatorerne benytter metoder, der også anvendes i anden national naturovervågning.
"UrbanBioScore er et vigtigt skridt for byggebranchen, som har ønske om samt behov for at blive mere datadrevet - også i arbejdet med biodiversitet. Med et fælles scoringssystem får virksomheder bedre vilkår for at handle på baggrund af data og forbedre biodiversiteten i de områder, de arbejder med, over tid," siger Christina Hvid, administrerende direktør i Molio og ConTech Lab.
Udviklingen af systemet bygger videre på pionerprojektet ’National metode for kortlægning af biodiversitet’ og er gjort mulig med støtte fra Rambøll Fonden. Selve udviklingen af UrbanBioScore er sket hos Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, i samarbejde med specialister fra en række førende konsulentfirmaer. ConTech Lab har været initiativtager og projektleder på projektet.
Redskab, der kan mindske forbruget af naturens ressourcer
”Flere og flere forstår vigtigheden af at tænke biodiversitet ind fra start – men værktøjerne og de fælles metoder mangler fortsat at komme helt på plads og blive taget i brug. Vi er derfor enormt stolte af at støtte et projekt som dette, hvor fokus er på at udvikle redskaber, der kan mindske forbruget af naturens ressourcer og sikre bevaring af biodiversitet i forbindelse med byggeri. Vi ser frem til at følge med, efterhånden som branchen begynder at tage scoringssystemet i brug, og vi ser det som en vigtig del af den grønne omstilling i byggeriet generelt,” udtaler Søren Staugaard Nielsen, administrerende direktør i Rambøll Fonden.
UrbanBioScore er udviklet til brug i byer og andre bebyggede områder, hvor der hidtil har manglet en metode til registrering af biodiversitet, og er inkluderet i den nye version af DGNB-certificeringen for renovering og nybyggeri 2025, som Rådet for Bæredygtigt Byggeri står bag. UrbanBioScore viser, hvilket biodiversitets-niveau et givent område befinder sig på, og scoren fungerer som et værktøj til benchmarking og ved gentagne dataindsamlinger til at følge udviklingen over tid.
Værdifuld data og viden giver udvikling
”Alle, der arbejder med forvaltning og udvikling af biodiversitet i byer og andre bebyggede områder, får med UrbanBioScore mulighed for at identificere, hvor biodiversiteten findes, og dermed også mulighed for at beskytte områder med værdifuld biodiversitet. Viden om biodiversiteten kan også bruges, når man vil sætte mål for udviklingen af specifikke områder og overvåge ændringer over tid,” fortæller seniorforsker Beate Strandberg fra Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
UrbanBioScore skal bidrage til at styrke videns- og datagrundlaget for biodiversitet i Danmark generelt, da biodiversiteten i byområder ofte er dårligt dokumenteret.
”Udviklingen af UrbanBioScore vil forhåbentlig resultere i større opmærksomhed på biodiversitet i byer og andre bebyggede områder og gøre alle aktører indenfor forvaltning af områderne i stand til at sætte mål for biodiversiteten og følge op på disse,” afslutter Beate Strandberg.
FAKTABOKS:
UBS 1.0 er udviklet som et led i ConTech Lab pionerprojektet ”National metode for kortlægning af bynatur” af Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet. Find rapporten bag UrbanBioScore og regnemodulet hos Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
COWI, Niras, Oiko, Rambøll, SLA, Sweco, WSP og Gentofte Kommune har bidraget til udviklingen af UBS 1.0 med ekspertvurderinger og data indsamlet i 2023 og 2024. Der er modtaget støtte fra Rambøll Fonden/Ramboll Foundation til udvikling af UrbanBioScore. Desuden er projektet finansieret af ConTech Lab, som er et samarbejde mellem Realdania, Industriens Fond og Molio - byggeriets videnscenter.
Bag ConTech Lab pionerprojektet ”National metode til kortlægning af bynatur” står SLA, STED, Natur360, WSP, Niras, Aarhus Universitet, FUTURISTA, Habitats, COWI, Oiko, Rambøll, Det Blå, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Circle.
ConTech Lab er byggebranchens fælles udviklingsplatform, hvor byggeriets virksomheder sammen kan udvikle og eksperimentere med nye måder at benytte data, digitalisering og teknologi på til at skabe fremtidens byggeri – et mere bæredygtigt og produktivt byggeri. ConTech Lab deler al viden og læring, så det kommer alle til gode.
DGNB er branchens frivillige certificeringsordning, som Rådet for Bæredygtigt Byggeri står bag. DGNB har tidligere gjort det muligt for branchen at øve sig på at måle bæredygtighed, som det fx var tilfældet med måling af CO2-påvirkning gennem en LCA-beregning, og på sigt få lovgivningen med.
Relevant information
Gå til ConTech Lab
https://molio.dk/nyheder-og-viden/netvaerk/contech-lab
Gå til National metode for kortlægning af bynatur
https://molio.dk/nyheder-og-viden/netvaerk/contech-lab/aktiviteter/pionerprojekter/national-metode-til-kortlaegning-af-bynatur
Pressekontakt
Anne Sofie Vestergaard
Formidlingskonsulent
+45 29 33 73 62
+45 29 33 73 62
Firma
Molio
Lyskær 1
Herlev,
Danmark
51700247