22/04-21
-
Pressemeddelelse
Haveselskabets rapport om Clopyralid-rester i organiske gødninger er fejlagtige
Det analyseresultat som Haveselskabet er kommet frem til, er E. Marker A/S ikke enige i. Firmaet bestrider det derimod, og kan dokumentere, at Haveselskabets påstande og analyser er fejlagtige.
Det fremgår af en rapport og pressemeddelelse, som Haveselskabet har udsendt til medier, myndigheder og Haveselskabets medlemmer, at der er fundet rester af det tilladte ukrudtsmiddel Clopyralid (som bruges af landmanden bl.a. mod tidsler i roemarken) i seks forskellige flydende organiske gødninger til økologisk dyrkning fra seks forskellige producenter, herunder GroGreen´s produkt, GroGreen Universalgødning 3-0-5, fremstillet bæredygtigt af gærvinasse, certificeret økologisk sukkerrørs melasse og tang.
Det analyseresultat som Haveselskabet er kommet frem til, er vi ikke enige i. Vi bestrider det derimod, og kan dokumentere, at Haveselskabets påstande og analyser er fejlagtige.
GroGreen’s egne resultater kommer fra et uafhængigt irsk laboratorie (vi tester for 20 forskellige herbicider), og viser for andet år i træk, at indholdet af Clopyralid i GroGreen Universalgødning, er mindre end 1 μg/kg gødning (en µg = en milliondel) pr. kg gødning. Det er næsten 1.000 gange lavere end det Haveselskabet påstår med 941,88 μg/kg gødning jf. Haveselskabets analyse.
Vi har fået udleveret den prøve af GroGreen Universalgødning som Haveselskabet har testet. Prøven blev fredag d. 16. april 2021 sendt til en ny og uafhængig test hos JHG Analytical Services Limited.
Vi har dags dato modtaget det nye analyseresultat af den udleverede prøve af GroGreen Universalgødning, som Haveselskabet har testet.
Som forventet konkluderer den nye kontrolanalyse, at der ikke er Clopyralid i GroGreen Universalgødning. Vi forlanger omgående et dementi fra Haveselskabet, der tilbage kalder påstanden om, at vores produkt indeholder Clopyralid.
Resultatet er som følger:
JHG Analytical Services Limited: Indholdet af Clopyralid er <1μg/kg gødning.
Konklusionen er, at der ikke er Clopyralid i GroGreen´s produkter, og at Haveselskabet ikke har fået den bedste hjælp til at få foretaget de helt nøjagtige analyser. At analysere for pesticidrester i drikkevand, fødevarer og organiske gødninger er standard og rutine for de fleste laboratorier.
Derfor burde Haveselskabet have udvist rettidig omhu, og inden offentliggørelse have sikret sig, at resultaterne var valide.
Konklusionen fra Haveselskabet er forkert, og aktionen mod produkter godkendt til økologi er direkte skadelig overfor bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet.
Man burde som minimum fra Haveselskabets side, få foretaget nye analyser, og derved få en ”second opinion” som enten kan af- eller bekræfte de voldsomme og uacceptable beskyldninger mod organiske gødningsprodukter og producenter.
Herudover vil det være relevant, at Haveselskabet omgående får foretaget forsøg der kan fastslå, om der er en årsagssammenhæng mellem anvendelse af gødningerne og mistrivsel i tomatplanterne.
Det vil være rimeligt at forlange, at Haveselskabet derfor tester alle, analyserede produkter igen, og denne gang hos tre uafhængige laboratorier for at verificere, at analyseresultaterne fra Haveselskabets laboratorium NIBIO vitterligt er korrekte, eller – som vores gentagne laboratorietests viser – at Haveselskabet’s resultater er fejlagtige.
Vi fastslår, at samtlige af GroGreen‘s organiske og økologiske produkter er 100 % sikre, og overholder gældende svenske KRAV- og EU-regler for at kunne få lov til at anprise os med betegnelsen ”godkendt til økologisk dyrkning”.
For E. Marker A/S er det problematisk, at der ikke findes officielle EU-grænseværdier for pesticidrester i organiske gødninger. Ud fra et forsigtighedsprincip har vi derfor fastlagt vores egen grænseværdi for Clopyralid til maksimalt at ligge på 2 μg/kg gødning i det færdige produkt, så den dermed ligger en smule over den grænseværdi, der fx er for gældende for drikkevand.
Vi anerkender, at et for højt indhold af Clopyralid i gødninger kan være problematisk, da ukrudtsmidlet er designet til at hæmme ukrudtsplanternes vækst. Især tomatplanter har vist sig at være særligt ømfindtlige overfor stoffet, selv i lave koncentrationer. Andre fysiologiske fænomener/skader kan imidlertid også optræde, når planter mistrives ved fx overdosering, dårlig jordkvalitet, plantesygdomme, kulde, tørke, varme mm.
Ved at teste alle råvaresendinger for pesticidrester, og ved samtidigt at anvende økologiske råvarer i produktsammensætningen, sørger E. Marker A/S for, at det færdige produkt er sikkert at anvende.
Vi har endvidere aldrig modtaget klager fra forbrugere over hverken GroGreen eller OSMO-produkterne.
Vi fastslår – og garanterer tillige – at vores produkter er sikre og sunde at anvende til økologisk dyrkning på alle former for afgrøder inkl. tomat- og agurkplanter.
Det gør vi på følgende måde:
• Produkterne afprøves på planter på anerkendte laboratorier som AgroLab A/S i Danmark. Produkter med indhold af vinasse er tilsat helt små tomatplanter som både bladgødning og jordgødning, uden negative reaktioner i tomatplanterne.
• Produkterne analyseres løbende for mere end 12 forskellige tungmetaller og mere end 20 forskellige herbicidrester på anerkendte laboratorier som JHG Analytical Services Limited.
• Produkterne er godkendt til økologisk dyrkning efter de strenge svenske økologiregler via KRAV og via gældende EU-regelsæt.
• GroGreen Universalgødning er således certificeret af KIWA, en svensk certificeringsvirksomhed, der styrer og kontrollerer virksomheders produkter, der er godkendt af KRAV i Sverige. E. Marker A/S er auditeret af KIWA i Danmark og Sverige, herunder produkter af mærkerne GroGreen og Osmo.
• Råvarer testes af underleverandører jf. gældende EU-regler og certificeringssystemer.
• E. Marker A/S er endvidere autoriseret til at håndtere og sælge økologiske produkter.
Alle produkter i hele værdikæden hos underleverandører og hos E. Marker A/S selv, er kvalitetssikrede via det gældende EU-system, som godkender organiske råmaterialer, der kan anvendes i økologisk produktion i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 834/2007 og (EF) nr. 889/2008.
Vi forholder os kritisk til Haveselskabet og til Haveselskabets aktion, og konklusionen om at fraråde brugen af organiske produkter – herunder GroGreen Universalgødning.
Haveselskabet opfordrer endvidere på baggrund af fundet af Clopyralid i gødningerne, myndighederne til at udarbejde certificeringer, så forbrugerne kan være sikker på indholdet i fx gødninger ligger indenfor de gængse grænseværdier.
Hos E. Marker A/S interesserer vi os dybt for området, og bakker naturligvis op om sådanne initiativer, og har siden 2019 været certificerede af KIWA med KRAV godkendelse og i EU. Alle produkter fra GroGreen og OSMO har datablade og analyser, der ligger frit tilgængelige på grogreen.dk og osmo.dk – vi har intet at skjule.
Relevant information
GroGreen Universalgødning
https://grogreen.dk/produkt/natural-universalgoedning/
Laboratoriets testrapport fra 2021
https://grogreen.dk/wp-content/uploads/2017/10/21-03-19967-E.Marker-AS-DK-6330-Padborg-Denmark-Ref.-GroGreen-Universal-3-0-2-6-Sample1.pdf
Pressekontakt
Carsten Marker
CEO
74670808
40597467
Firma
E. Marker A/S
Okslundvej 8
6330 Padborg,
Danmark
74 67 08 08
20776119
www.grogreen.dk