10/05-21
-
Pressemeddelelse
Feministisk debat, litterære verdensstjerner og queer porno på Talk Town
20-22. maj afholdes debatfestivalen Talk Town på Nørrebro med 90 events, debatter, koncerter og workshops. Oplev forfatteren Chris Kraus, aktivisten Emma Holten, digteren Aaiún Nin, r&b-sangerinden Betty Bass eller kom til drag-performance, DJ-workshop eller queer pornofilmsvisning i samarbejde med MIX Copenhagen.
For andet år i træk er de store festivaler desværre tvunget til at aflyse på grund af Covid-19. Men debatfestivalen Talk Town, der sætter fokus på køn, ligestilling og feminisme, afholdes med hensyn til Covid-restriktionerne 20.-22. maj på Union Cph på Nørrebro som hybridfestival med mere end 90 fysiske og online events, debatter, performances, workshops og showcase-koncerter fordelt på seks scener.
Festivalen præsenterer et bredt program i samarbejde med mere end 80 organisationer, ngo'er, debattører, aktivister og kunstnere. Fx kan du opleve Emma Holten i samtale med den amerikanske forfatter Chris Kraus om romanen 'Aliens & Anoreksi', høre tegner og aktivist Sofie Riise Nors om bogen 'Sexmagasinet vol. 1' samt opleve debattør Moussa Mchangama og sociolog og forfatter Aydin Soei til en debat om faderskab og rollemodeller.
Historiker og forfatter Gry Jexen fra 'Kvinde Kend Din Historie' gæster også Talk Town og fortæller om danske kvinder, der fortjener en plads i historien.
Som en del af det internationale online-program præsenterer Talk Town den tyrkiske forfatter og politolog Elif Shafak til en snak om litteratur og kvinders rettigheder. Hun interviewes af Yildiz Akdogan.
Har du talt med dit barn om racisme?
Talk Town 2021 belyser ligestilling, køn og intersektionel feminisme fra mange forskellige perspektiver – fx kan du opleve standupkomiker Ane Høgsberg og tilrettelægger Roald Bergmann fortælle om DR-programmet 'Alle Hader Feminister', eller høre Sex & Samfunds debat om, hvorvidt man kan hacke sig til ligestilling i skolen.
Det sidste år har lært os, at vi ikke er færdige med at tale om racisme og diversitet – og flere events fokuserer på disse emner. Fx inviterer debattør Fahad Saeed et fagpanel i 'Fahads Forsamlingshus' for at få bud på, hvordan vi taler med børn om online racisme.
Desuden kan du opleve Naima og Ingrid fra den prisvindende podcast 'A Seat At The Table', der sammen med radiovært Rikke Collin udforsker, hvordan 'hygge' står i vejen for en antiracistisk nutid og fremtid.
I år udvider Talk Town desuden med en scene i Nuuk med unge, grønlandske aktivister og kunstnere. Vi sender direkte fra vores Talk Town-satellit i Nuuk, og du kan se med på storskærm i Empire Bio under festivalen i København.
»Trods udfordringerne, som corona-pandemien giver, er vi meget stolte over bredden og diversiteten i årets program. Det er første gang, vi har en scene i Nuuk – men det er fuldstændig oplagt, fordi der sker meget i Grønland inden for både kultur og aktivisme,« siger Nanna Højlund, der sidder i Talk Towns bestyrelse og er forkvinde for Kvinderådet.
Nye LGBT+ stemmer i litteraturen
Talk Town 2021 præsenterer et stærkt kulturprogram med nye LGBT+stemmer i litteraturen som Gry Stokkendahl Dalgas, Oskar Fehlauer og Aaiún Nin, et farverigt burlesqueshow af Kabaret Kopenhagen samt videoinstallationen 'Det groomede barn' om lovgivningen om voldtægt af mindreårige fra kunstnerduoen STORM&OLRIK.
Du kan også opleve dragperformance af Alexander Blum samt et tema om sexisme og ligestilling i musikbranchen og showcase-koncerter med nogle af dansk musiks nye talenter som Mina Okabe, rapperen Sosa og r&b-sangerinden Betty Bass.
Desuden byder Talk Town 2021 på en række workshops – bl.a. om dans som empowerment med Nat Fogel, flirteworkshop med Everyday Sexism Project, DJ-workshop for kvinder og kønsminoriteter, Vulvagaze – en guidet tur i din vulva med jordemoder Gry Senderovitz og online Peech Bingo med værterne Maj Mokai og Proxy, hvor du kan vinde smukt og kvalitetsvenligt sexlegetøj.
Talk Town 2021 er støttet af Københavns Kommune, Roskilde Festival Fonden, Statens Kunstfond, K. Vinders Fond, SOUNDBOKS, Tuborg Fondet, Nordea-fonden, CISU og KODAs Kulturelle Midler.
Se hele programmet på https://www.talktown.dk/program
For interviews, pressebilleder, akkreditering osv. kontakt
nanna@talktown.dk
Talk Town
Talk Town startede i 2016 og fokuserer på ligestilling, køn og feminisme. Festivalen er aktørbaseret i stil med Folkemødet på Bornholm og samarbejder med organisationer, erhvervsliv, foreninger, græsrødder, aktivister, uddannelsesinstitutioner, borgere og debattører.
I år er der mere end 90 events, performances, workshops og showcases på Talk Town. Festivalen er gratis, men på grund af Covid-19 skal der bestilles billet til de fleste events.
Læs mere på talktown.dk
Relevant information
Se hele programmet for Talk Town 2021
https://www.talktown.dk/program
Pressekontakt
Nanna Balslev
nanna@talktown.dk
26812722