01/05-17
-
Pressemeddelelse
Unikt samarbejde bag vinsucces i Greve
AK Vine har over en årrække skabt succes med sine vinfestivaler, hvor flere end 400 besøgende præsenteres for 200 kvalitetsvine. Iværksætterdrømmen, der også inkluderer en succesfuld vinhandel, blev ganske utraditionelt realiseret med en revisor, der ikke har været bange for at tage fat, når der manglede hænder - og smagsløg
Muleposer, tørre tal og løftede pegefingre, når man skal stå til regnskab for bunken af bilag bagerst i skuffen. Sådan forestiller de fleste sig den typiske revisor. Men ikke hvis man spørger Annekirstine Farver. Indehaveren af Greve-virksomheden AK Vine har et samarbejde med sin revisor, der går ud over de sædvanlige papirer og regnestykker. Den succesfulde iværksætter går så langt som at give samarbejdet æren for AK Vines hurtige udvikling fra at være en sjov hobby til en virksomhed, der beskæftiger fire personer og leverer til flere vinbarer i København.
En del af succesen ligger i den vinfestival, som AK Vine afholder sammen med den populære vin- og tapasbar Lundgreen V.I.P. Til festivalen, der afholdes en gang årligt i København, præsenterer 30 til 40 vinproducenter fra hele verden de fremmødte for over 200 kvalitetsvine.
- Formålet er at udbrede kendskabet til kvalitetsvin, der adskiller sig fra det typiske kommercielle sortiment, fortæller Annekirstine Farver, der sælger og markedsfører vine via Lundgren V.I.P., via webshop og fra showroom og lager i Greve.
Revisor del af succesen
Hemmeligheden bag succesen er en smule anderledes end mange andre væksthistorier. Et utraditionelt samarbejde med statsautoriseret revisor Boye Rynord fra BGR Revision i Greve var med til at realisere potentialet samt sikre struktur og økonomisk pejling, fortæller Annekirstine Farver:
- Boye har fra virksomhedens opstart til i dag hjulpet med alt fra typiske revisorting som rådgivning om selskabskonstruktion, indtjeningskrav, økonomistyring, omsætningshastigheder til at træde til, når der har været behov for en ekstra indsats i kritiske situationer.
Boye Rynord fra BGR Revision glæder sig over AK Vines succes, som han forventer fortsætter.
- Det har været spændende at følge virksomhedens udvikling lige fra, da de første vinfestivaller foregik i den private have, og lageret var en integreret del af huset til i dag, hvor det er en mere veldreven og professionel forretning. Idéen med at tilbyde kvalitetsvine fra små vinproducenter hænger godt sammen med den kvalitets- og opdagelsesmadkultur, vi har i dag, og kan tiltrække mange vinentusiaster, lyder det fra revisoren.
Ikke bange for at tage fat - og smage
Netop den tætte dialog og det nærværende engagement fra Boye Rynord har ifølge Annekirstine Farver haft stor betydning for AK Vines udvikling af forretningen.
- Vi er i kontakt ugentligt for at drøfte status - og det er hele vejen rundt lige fra prissætning af produkter til fakturering og inddrivelse af forfaldne fakturaer. Herudover hjalp Boye i starten med at få styr på lageret, lageroptælling og udlevering af varer, før jeg kunne hyre min første medarbejder, fortæller Annekirstine og tilføjer:
- Det lyder måske ikke som en tung opgave, men smagsoplevelsen er vigtig for os - og her er Boye med til at smage og påvirke udvælgelsen af de vine, som indgår i sortimentet. Han er derfor ikke bange for at tage fat uanset opgavens art og er en uvurderlig ressource i forbindelse med udviklingen af forretningen.
Relevant information
Rynord Revision
https://rynordrevision.dk/
Pressekontakt
Boye Rynord
Statsaut. revisor
29 61 24 47
Firma
EcoVista ApS
Snedkergangen 4F, 1. tv.
2690 Karlslunde,
Danmark
70 23 19 48
ecovista.dk