Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/05-19   -   Pressemeddelelse

Glarmesterlauget vælger ny oldermand



Torben Nielsen fra glarmestervirksomheden Karl E i Roskilde er valgt som ny oldermand for Glarmesterlauget i Danmark. Større synlighed skal styrke den faglige stolthed, skaffe flere medlemmer og øge tilgangen af lærlinge til faget, lyder det fra den nye oldermand

”Bliv glarmester – tænk klart!” Sådan lyder en kampagne på Facebook for at øge synligheden af glarmesterfaget i Danmark. Og den parole vil den nyvalgte oldermand for Glarmesterlauget i Danmark brede ud i det kommende år. For ligesom en række andre håndværksfag hungrer glarmestrene efter unge mennesker, som vil lære de stolte håndværkstraditioner, der går flere end 600 år tilbage.

Styrke synligheden
På Glarmesterlaugets netop gennemførte generalforsamling i Vejle blev Torben Nielsen fra Roskilde valgt som ny oldermand for de danske glarmestre, hvor han afløste Brian Damkjær Hansen fra virksomheden F. Weien Svendsen.

Torben Nielsen har siddet i bestyrelsen i en årrække, senest som viceoldermand. Siden 1987 har han drevet glarmestervirksomheden Karl E i Roskilde. Han træder nu i front for den faglige organisation, der har tæt ved 200 glarmestre over hele landet som medlemmer.
- Efter en periode med svag tilbagegang er medlemstallet nu stabiliseret, og sammen med bestyrelsen vil mit fokus fremadrettet være at øge synligheden og vise, at det er attraktivt for danske glasvirksomheder at være medlem af Glarmesterlauget i Danmark, siger Torben Nielsen.

Bidrage til udvikling
Den nye oldermand fortæller, at det blandt andet skal ske gennem flere faglige og sociale netværksmøder inden for de forskellige faggrupper, hvor flere er specialiseret inden for autoglas, facade- og vinduesløsninger med blandt andet energiruder og farvet glas samt indramningsløsninger.
- Glarmesterfagets og medlemskredsens virkefelter spænder vidt, og inden for alle områder spiller glarmestrene en stor rolle. Vi skal med vores know how og tekniske kompetencer højere op i værdikæden, når løsningerne udvikles og skal omsættes til handling i hverdagen, fastslår Torben Nielsen.

Han fortæller, at laugets sekretariat og bestyrelse derfor vil fortsætte med at knytte bedre bånd til de eksterne leverandører, der udvikler stadigt mere avancerede glas-løsninger blandt andet til energivenligt byggeri samt indretningsløsninger i spændende design til boliger og bad. Herudover løser medlems-virksomhederne en række specialopgaver såsom farvet glas til kirker samt brand- og indbrudssikring.

Skabe fællesfølelse i faget
Den nye oldermand er også opmærksom på at skabe en fællesfølelse ved styrke sammenholdet blandt laugets medlemmer.
- Den enkelte vinder kun, når hele holdet vinder og omvendt. Alle må derfor hjælpe med at vinde, siger Torben Nielsen, der har det som en særlig mission at få flere unge ind i faget.
- Vi skal forfine glarmester-uddannelsen og gøre den attraktiv for unge mennesker. Derfor skal vi have sat fokus på den faglige stolthed i faget. Dels så vi kan fastholde og videreføre de klassiske håndværkstraditioner, men også så vi kan sikre, at de næste generationer enten starter deres egne glarmesterforretninger eller har lysten til at træde i mesters fodspor og drive vores virksomheder videre, når vi slipper kæderne, understreger Torben Nielsen.

Sammen med sekretariatet og de seks øvrige medlemmer af bestyrelsen går den nye oldermand nu i gang med at forberede en offensiv, der skal understøtte målene om flere medlemmer og øget tilgang til faget. Den nye oldermand er 56 år, gift og far til fire voksne børn. Familien bor i Svogerslev ved Roskilde.

Også lokal engageret ildsjæl
Ud over engagementet i sin egen virksomhed og i Glarmesterlauget i Danmark er Torben Nielsen også aktiv i den lokale Rotary-klub samt medlem af de to lokale erhvervsforeninger Roskilde Handel og Erhvervsforum Roskilde.

Fakta om Glarmesterlauget i Danmark
• Glarmesterlauget i Danmark er arbejdsgiver- og brancheforening for de danske glarmestre.
• Laugets arbejde dækker bla. glasteknik, jura, personaleforhold, uddannelse, IT og økonomi.
• Glarmesterlaugets omkring 200 medlemmer er fordelt over hele landet og spænder fra store enterprise-virksomheder til enkeltmands-virksomheder.
• Medlemmernes forretningsspecialer spænder vidt, lige fra bilglas, forsatsvinduer, indbrudssikring, altaner, døre og indgangspartier, ovenlys, organgerier og drivhuse, badeværelser, dekoreret glas, indramninger til malerier og fotos samt interiørløsninger af forskellig art.


Relevant information

Hjemmeside
http://www.glarmesterlauget.dk


Billeder


Pressekontakt

Torben Nielsen
Oldermand
  40 60 50 71
Poul Henrik Madelung
Sekretariatsleder
  36 98 62 61

Firma

Glarmesterlauget
Gothersgade 160
1123 København , Danmark

  33 13 65 10

https://glarmesterlauget.dk/

Modtag nyheder fra Glarmesterlauget på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater