06/02-25
-
Pressemeddelelse
Sandhedsministeriet udgiver debutalbum om krænkelser og kunstnerisk frihed
Det nye band Sandhedsministeriet har på dets debutalbum gjort dets bedste for at undgå offentlig udskamning og fængselsstraf.
Det nye danske band Sandhedsministeriet udgiver debutalbummet ”Sange fra Krænkelsernes Tid” fredag den 7. februar.
- ” Det er uperfekt far-rock med masser af improviseret guitar-soli, men samtidig en sammenkogt ret med klaver, strygere, tilfældighedsmusik og synthwave smidt oveni. Det gør ikke noget, at det kommer til at lyde dårligt, bare det er nyt og unikt. Hellere noget ægte og uperfekt end noget der lyder som ultra-forarbejdet musik. Det får jo man bare øreforstoppelse af.” fortæller bandets eneste medlem Søren A. Mortensen der har flere albums bag sig og en fortid i musikmiljøet i Danmark.
Bandet er styret af strenge regler der skal sikre, at det ikke kommer til at lyde ligesom alle andre bands, forklarer han.
- ”Bandets medlemmer skal f.eks. være virtuoser, men må ikke være ufejlbarlige. Der er ikke noget kedeligere end at høre på nogen der aldrig kan lave fejl. Det skulle da lige være nogen der hele tiden laver fejl. Det er en ret svær balancegang. Og som bandets eneste medlem har jeg flere gange været lige ved at smide mig selv ud af bandet.” smiler musikeren.
Teksterne på det dansksprogede debutalbum kredser om krænkelseskultur og politisk korrekthed og inviterer til en tragikomisk, absurd dansk virkelighed med inspiration fra forfattere som George Orwell, Franz Kafka og Mikhail Bulgakov.
- ”De her forfattere kendte til problemerne ved politisk korrekthed, krænkelseskultur og wokeness, før det blev moderne. Og de forholdt sig til det på den eneste måde de kunne; nemlig med humor. Hvis man ikke kan gøre noget ved det, kan man måske bare smile af det.” fortæller musikeren der forholder sig til de mange sager om krænkelser og kunstnerisk frihed i Danmark.
- ”Danmark kæmpede i over ti år og brugte milliarder for at sikre ytringsfriheden i forhold muhammedkrisen og sidste år fik en borger så betinget fængsel for at fortælle upassende vittigheder. Den slags modsætninger inspirerede til Sandhedsministeriet, som et band der tør vise det absurd-komiske i et moderne Danmark der ønsker frisind, men samtidig har ondt i røven over stort set alting.” udtaler musikeren.
Om han selv kan undslippe fængselsstraf med albummet, tør han ikke spå om. Trods sangtitler som "Lorteland", "Værre End Hitler", "Ludere For Vorherre", "Der Findes Stadig Gode Mennesker" fortæller musikeren nemlig, at det ikke er meningen at krænke nogen, men det gør ikke noget, hvis de bliver det.
- ”Albummet er ikke politisk. Det er eksistentielt. Musikere er slet ikke kloge nok til at sige noget om politik. Albummet handler i stedet om at beskrive det uperfekte menneske i al sin kompleksitet i den brydningstid, vi lever i. Som Danmarks første og eneste sandhedsminister vil jeg derfor foreslå, at folk der bliver krænkede over albummet, får gratis fredagsslik på statens regning.” siger han smilende.
Albummet udgives gennem Ginnungagap Productions på alle relevante platforme, hvor det ikke bliver censureret.
Relevant information
Sandhedsministeriets kanal
http://www.youtube.com/channel/UCsxAFyocWeg6mTfJQUenj6Q
Pressekontakt
Søren
28601233
28601233