Aktiviteten på det danske ejendomsmarked fortsætter med at være høj, viser nye tal fra ReData. I april blev der registreret 61 handler med en samlet aktivitet på 2,5 milliarder kr. Det er 11 handler flere end i april sidste år, hvor der blev handlet for 2,7 milliarder kr. Ved indgangen til maj er der i alt registreret 306 handler med en samlet volumen på 4,1 milliarder kr. Aktuelt er domineres markedet af store hotelhandler.
”Ser man på de seneste tre måneder, februar, marts og april samlet, ligger både antallet af handler og transaktionsvolumen markant højere sammenlignet med den kendte aktivitet på samme tidspunkt sidste år. Hotelsegment overgår faktisk boligsegmentet i denne periode,” siger Nicholas Thurø, managing partner, Cushman & Wakefield RED.
Blandt de mest markante handler i april var den store hotelhandel, hvor Sampension og AKF sammen købte Comwell Copenhagen Portside i Nordhavn for en estimeret pris på en milliard kroner. Hotelsegmentet udgjorde i april hele 40 procent af den samlede volumen.
”Hotelhandler fortsætter således momentum fra 1. kvartal, hvor de udgjorde cirka en tredjedel af den samlede volumen. Foruden den store Comwell-handel så vi i udgangen af 1. kvartal Capmans opkøb af Midstar Fastigheters hotelportefølje på 28 hoteller i Danmark, Norge og Sverige. Hotelsegmentet overgår derfor på nuværende tidspunkt den samlede handelsvolumen for hoteller herhjemme i 2022, 2023 og 2024 tilsammen. Noget tyder på, at 2025 kan blive et rekordår for hotelsegmentet,” siger Nicholas Thurø, managing partner i Cushman & Wakefield RED.
Af andre væsentlige ejendomshandler i april nævner Nicholas Thurø svenske Catenas køb af en endnu ikke opført logistikejendom i Køge til 289 millioner kr. samt Greater Copenhagen Residentials køb af Akeleje Hus i Valby, som består af 189 mikroboliger, til en bogført værdi af 360 kr.
Boligsegmentet har de seneste tre måneder også oplevet fremgang med en samlet transaktionsvolumen på 3,5 milliarder kr. sammenlignet med 2,1 milliarder kr. i samme periode sidste år. Det svarer til en fremgang på 73 procent.
De seneste år har investorerne haft stor appetit på industrisegmentet, men det ser ud til at en vis mæthed har meldt sig. Tallene for første kvartal i år viser et transaktionsvolumen på 1,5 milliarder kr. svarende til en tilbagegang på 32 procent i forhold til sidste år, hvor tallet i den tilsvarende periode 2,2 kr.
Tallene fra ReData viser, at de udenlandske investorer lige nu er særdeles aktive på det danske marked. I 1. kvartal var på sælgersiden 51 procent udenlandske investorer og 49 procent danske. På købersiden udgjorde de udenlandske investorer 56 procent og de danske 44 procent.
”Det er første gang siden udgangen af 2022, at udenlandsk kapital udgør mere end halvdelen af den investerede kapital,” siger Nicholas Thurø.
Han noterer som en del af den positive udvikling, at der nu gives mindre afslag på salgspriserne end tidligere. I første kvartal har det gennemsnitlige afslag ligget på 14,2 procent, hvor det de to tidligere år har ligget på mellem 17 og 18 procent.
”De reducerede afslag fortæller os, at mæglerne er blevet bedre til at prissætte ejendommene, samt at vi oplever øget interesse hos køberne. Det er meget positivt for markedet,” siger Nicholas Thurø.