10/01-19
-
Pressemeddelelse
Frederiksberg Boligfond overtræder fortsat loven
I forbindelse med Frederiksberg Boligfonds salg af tre beboelsesejendomme til den amerikanske kapitalfond Blackstone, overholder fonden fortsat ikke lovgivningen.
Efter i første omgang at have omdelt personfølsomme oplysninger til lejerne i de tre ejendomme, har Frederiksberg Boligfond nu omdelt nye usb stik til alle lejerne. De nye usb stik indeholder en række fejlbehæftede og mangelfulde informationer, som betyder, at Frederiksberg Bo-ligfond IKKE opfylder lovens krav til det materiale, som skal udleveres til lejerne, så de får mulighed for at stifte en andelsboligforening.
Ifølge dansk lovgivning skal lejerne modtage informationer om ejendommens driftsudgifter, lejeforholdene i ejendommen, vedligeholdelseskonti og de øvrige konti, som en udlejer efter dansk lovgivning skal holde. Informationer, som lejerne kun delvist har modtaget. En fortsat mangel på overholdelsen af dansk lovgivning, som ABF’s direktør Jan Hansen er fortørnet over:
- Det her er sjusk af værste skuffe. Lejerne har modtaget materiale, som slet ikke vedrører deres egen ejendom og de lovpligtige informationer, som skulle være på usb stikkene, er der ikke. Informationer, som er helt afgørende for at kunne starte et arbejde med at undersøge muligheden for at stifte en andelsboligforening, siger Jan Hansen, og fortsætter.
- Da Fonden som sælger endnu ikke har levet op til lejelovens kapitel 16, kan 10 ugers-fristen heller ikke påbegyndes, og tilbudspligten er dermed ikke overholdt, siger Jan Hansen.
Fakta om tilbudspligten:
Lejerne skal minimum have 10 uger til at træffe beslutning om at købe ejendommen som andelsboligforening. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor lejerne har modtaget den information, som de har krav på. Læs mere på abf-stiftelse.dk
Relevant information
ABF's hjemmeside med viden og information om stiftelse
http://abf-stiftelse.dk/
Pressekontakt
Jan Hansen
Direktør
+45 33 86 28 30
+45 20 10 40 25