07/04-11
-
Pressemeddelelse
Frivillige i Assens Kommune skal ikke genoptræne borgere
Tilbud om at frivillige i Assens Kommune skal overtage opgaver fra fysioterapeuter og fx stå for genoptræning af hofte- og knæopererede borgere. Sådan beskrives virkeligheden i kommunen i en artikel bragt i et debatoplæg fra Ældresagen - og i et nyhedsindslag bragt i TV2-nyhederne den 5. april, kl. 19.00. Det er dog en virkelighed, Assens Kommune langt fra selv kan genkende.
- Jeg kan på ingen måder bekræfte den historie, hvor en af vores frivillige borgere skulle have fået tilbudt en opgave om at genoptræne hofte- og knæopererede, siger sundhedschef Michael Bjørn.
- I indslaget og i artiklen fremgår det desuden, at vi skulle have sparet en fysioterapeut væk for så at tilbyde opgaven til frivillige. Det må jeg på det kraftigste afvise er sket. Al genoptræning af borgerne varetages naturligvis af uddannede medarbejdere, siger Michael Bjørn, der suppleres af Signe Walls, funktionsleder for Sygepleje og Træning:
- I vores brug af frivillige på Sundhedsområdet, skelner vi naturligvis skarpt mellem opgaver, der kræver faguddannet personale - og som varetages af faguddannet personale - og så opgaver, der kan varetages af frivillige. Det kan fx være frivillige, der er besøgsvenner for ældre og ensomme, vågetjenesten til døende eller det, vi kalder "skubbeholdet", hvor frivillige går tur med beboere på fx vores plejecentre.
- I den forbindelse er det samtidig vigtigt for mig at understrege, at vi er meget glade for samarbejdet med vores frivillige, som gør en stor indsats til gavn for vores borgere, siger Signe Walls.
Yderligere oplysninger :
Sundhedschef Michael Bjørn, tlf. 64 74 71 61 / 23 48 66 13
eller Signe Walls, funktionsleder for Sygepleje og Træning, tlf. 64 74 67 42 / 24 86 20 92.
Relevant information
http://www.assens.dk