02/11-11
-
Pressemeddelelse
Ny socialchef ansat i Assens Kommune
50-årige Tommy Bach bliver den nye socialchef i Assens Kommune. En stilling, han tiltræder den 15. november 2011.
Dermed kommer han til at stå i spidsen for et område, der indeholder opgaver indenfor psykiatri, handicap, misbrug og sociale indsatser.
Tommy Bach er uddannet jurist og har mange års erfaring indenfor det kommunale område som leder, herunder erfaring fra både skole- kultur- samt socialområdet. Tommy Bach har senest været ansat i en stilling som familie- og rådgivningschef i Viborg Kommune.
- Jeg er overbevist om, at vi i Tommy Bach får en særdeles kompetent, dynamisk og fagligt dygtig socialchef, og jeg ser meget frem til samarbejdet med ham, siger Jim H. Staffensen, direktør for Social og Sundhed, og fortsætter:
- Tommy har stor erfaring dels med det sociale område, dels med ledelse, hvilket er væsentligt i forhold til, at han kommer til et område, hvor der er rigtig mange spændende ting i gang, som skal følges til dørs. Vi er i fuld gang med at udmønte masterplanerne for hhv. Handicap- og Senhjerneskadeområdet samt Psykiatri- og Misbrugsområdet. Der bliver derfor nok for Tommy at tage fat på, siger Jim H. Staffensen.
Et område med engagement og energi
Tommy Bach ser frem til sit nye job som socialchef og glæder sig til opgaven med at stå i spidsen for området og håndtere de udfordringer, området står overfor i et tæt samarbejde med områdets medarbejdere og ledere.
- Jeg opfatter Assens Kommune som en kommune, hvor der er meget engagement og energi på socialområdet. Der er gang i en spændende udvikling, som jeg glæder mig til at være med til at udmønte.
- Og så glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget til at møde medarbejderne og mine øvrige kolleger og sammen med dem være med til at skabe og understøtte de bedste rammer for områdets udvikling og fremdrift, siger Tommy Bach.
Tommy Bach bor i Aarhus med sin kone og tre hjemmeboende børn.
Der var 14 ansøgere til stillingen som socialchef.
Yderligere oplysninger
Jim H. Staffensen, direktør for Social og Sundhed, tlf. 64747101/23310459 eller socialchef Tommy Bach, tlf. 31560235.
Relevant information
http://www.assens.dk