Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/10-12   -   Pressemeddelelse

PCB-niveau skal helt i bund på Haarby Skole

I forbindelse med en planlagt udskiftning af nogle vinduespartier på Haarby Skole og en efterfølgende screening, blev der fundet forekomst af det miljøfarlige stof Poly-Cholorede Biphenyler (PCB) i de udvendige fuger i bygningen. Målinger viser nu, at det kun er et enkelt sted, at værdierne er for høje.

-Da screeningen viste en forekomst af PCB, satte vi selvfølgelig straks en række målinger i gang af skolens indeklima. Dem har vi fået resultaterne af nu, og de viser heldigvis, at den såkaldte aktionsværdi kun et enkelt sted er en anelse for høj. Det drejer sig om en uventileret glasgang mellem Blok 1 og fagfløjen, hvor der ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal sættes en løsning i gang, inden der er gået to år, fortæller Esben Krægpøth, Chef for Skole og Dagtilbud.

I glasgangen ligger PCB-niveauet på ca. 690 ng/pr. m³ luft, hvilket er i området mellem 300 og 2.000 ng/m³ luft, hvor Sundhedsstyrelsen altså anbefaler, at en varig løsning sættes i gang, inden der er gået to år. Dermed siger Sundhedsstyrelsen også, at der ikke er en sundhedsmæssig risiko ved at anvende lokalerne her og nu.

Grundig rengøring og mere ventilation
-Vi er naturligvis i rutinemæssig dialog med embedslægen omkring de sundhedsmæssige aspekter, og følger de anbefalinger der måtte være her fra, fortæller Esben Krægpøth og fortsætter:

-På den korte bane bliver der nu foretaget grundig rengøring i skolens lokaler to gange om ugen, ligesom at ventilationskanalerne bliver renset. Desuden øges ventilationskravet så ventilations- og udsugningsanlæggene fremover kører ca. en time inden skolen tages i brug, og indtil den forlades igen. Den fremgangsmåde har haft en målbar effekt på andre institutioner i landet, hvor der er målt en forhøjet koncentration af pcb i indeklimaet.

Derudover suppleres med yderligere undersøgelser for at finde frem til, hvad der skal til for at få PCB-niveauet helt ned. På nuværende tidspunkt, er en egentlig PCB sanering (renovering) derfor under planlægning. En sanering, der skal sikre, at PCB niveauet overalt kommer under Sundhedsstyrelsens laveste aktionsværdi.

Yderligere oplysninger
Esben Krægpøth, chef for Dagtilbud og Skole, tlf. 6474 6446/2069 1819 eller Thomas Barfoed, direktør for By, Land og Kultur, tlf. 6474 7201 / 2091 41365.

Fakta om PCB

Hvad er PCB?
PCB er en forkortelse for en gruppe kemiske stoffer Poly-Cholorede Biphenyler. I ren form er PCB et gulligt olielignende stof, der bl.a. har været anvendt som blødgører i diverse byggematerialer og oliefyldte transformatorer og kondensatorer. PCB har vist sig at være en svært nedbrydelig miljøgift, der bl.a. har været anvendt i byggematerialer som fx fugemasse og maling i perioden 1950-1977. Selv om der er PCB i bygningen, er det ikke givet, at der er en forøget helbredsrisiko. Anvendelsen af PCB i byggematerialer har været forbudt siden 1977.

Måling af PCB
Helbredsrisikoen vurderes ud fra konkrete målinger af indeluften og bygningens anvendelse. Sundhedsstyrelsen har fastlagt følgende aktionsværdier for PCB i indeluft:

· > 3.000 ng PCB/m3 luft: Højeste niveau, der kræver hurtig aktion. Det vurderes, at ophold over tid kan være forbundet med en betydende helbredsrisiko. Varige løsninger - evt. fraflytning - bør sædvanligvis ske inden 6 måneder.

· 300 - 3.000 ng PCB/m3 luft: Mellemste niveau, der kræver en plan for på sigt at nedbringe koncentrationen til under 300 ng PCB/m3.

· < 300 ng PCB/m3 luft: Laveste niveau, der ikke vurderes at medføre en forhøjet helbredsrisiko.

Læs mere om PCB på www.pcb-guiden.dk

PCB-guiden er et led i regeringens handlingsplan mod PCB i bygninger fra maj 2011 og skal sammen med en hotline vejlede borgere, kommuner og virksomheder i, hvordan de håndterer PCB. Guiden er udarbejdet af seks ansvarlige myndigheder på området.

Relevant information

http://www.assens.dk


Pressekontakt


Firma

Assens Kommune
Rådhus All è 5
5610 Assens, Danmark

  64 74 73 77

http://www.assens.dk

Modtag nyheder fra Assens Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater