10/01-13
-
Pressemeddelelse
Dyr, planter og mere medbestemmelse er hverdag på Plejecenter Æblehaven i Haarby
Ingen faste bade-, spise- og sovetider. Masser af grønne planter, blomster og drivhuse, der sørger for grøntsager og frugter til eget brug. Børn fra den lokale børnehave på besøg og katte og hunde, der vimser omkring. Velkommen til Plejecenter Æblehaven i Assens Kommune anno 2013!
Her er der gjort op med tanken om plejecenteret som en institution.
I stedet er der fokus på, at Æblehaven skal ligne et rigtigt hjem mest muligt, ligesom at beboerne i høj grad har både medbestemmelsesret og inddrages i beslutninger, der træffes på stedet. Ændringerne skyldes, at Plejecenteret er inspireret af og arbejder efter den såkaldte Eden Alternative filosofi. Det betyder, at Æblehaven den 15. januar 2013 Eden-registreres, som det første plejecenter på Fyn - og det blot 3. plejecenter i Danmark.
- Eden Alternative bygger på en fantastisk god tilgang, der kort fortalt går ud på, at alle har noget at bidrage med uanset alder og funktionsniveau, fortæller teamleder Izetta Nielsen og fortsætter:
- Vi fokuserer i høj grad på livet og på det, der kan lade sig gøre for den enkelte beboer. Det betyder, at den ældre selv skal bestemme rytmen i sit liv, og at det ikke bliver personalets tidsskemaer, der bliver det styrende. Det vigtigste er, at beboerne hele tiden inddrages i de beslutninger, der træffes på Æblehaven, og at de oplever, at de selv bestemmer over deres eget liv. Desuden lægger vi meget vægt på, at beboerne inddrages i dagligdagens aktiviteter og deltager i fællesskabet på Æblehaven ud fra devisen om, at alle yder det, de kan.
Livskvaliteten er højnet
Siden Plejecenteret for alvor begyndte at arbejde efter Eden principperne i 2011, har Izetta Nielsen oplevet store forandringer blandt de ældre:
- Dét at inddrage beboerne giver dem mere livskvalitet. Samtidig gør vi op med mange ældres oplevelse af at kede sig og føle sig ensomme.
De blomstrer op og føler, at de bidrager med noget. Det kommer fx også til udtryk i den omsorg, beboerne viser Æblehavens dyr, eller når vi får besøg af den lokale børnehave. Det er så dejligt at se den glæde generationerne har af hinanden på tværs, fortæller Izetta Nielsen og pointerer samtidig, at også medarbejderne er glade for at arbejde efter Eden filosofien:
- Medarbejderne har fået større arbejdsglæde efter, at vi er begyndt at arbejde efter Eden principperne. De oplever at skulle bruge sig selv på en anden måde og at skulle være mere kreative og fleksible i den måde, de løser deres opgaver på. På den måde får alle parter noget godt ud af Eden.
Alle plejecentre skal Eden-registreres
Og arbejdet efter Eden-principperne stopper ikke med Æblehaven.
Byrådet har nemlig i budgetaftalen for 2013-2016 afsat midler til at alle kommunens plejecentre skal arbejde efter Eden-filosofien.
-Assens Kommunes nye vision handler om at skabe Vilje til vækst.
Det er arbejdet med Eden Alternative et godt eksempel på. Fordi der her netop lægges vægt på, at alle borgere skal være en del af et fællesskab, som man selv er med til at skabe - hvor der er plads til den enkeltes forskellighed og behov, og hvor livskvaliteten er i fokus. Derfor er det også glædeligt, at det er lykkedes at afsætte midler ved årets budgetforlig, så alle vores plejecentre kan arbejde hen imod at blive Eden-registreret i løbet af de næste par år. Faktisk registreres plejecenter Korsvang allerede den 31. januar 2013. Desuden har vi afsat penge til aktiverende teams, der skal skabe flere aktiviteter for beboerne på kommunens plejecentre. Aktiviteter, der skal ses som et supplement til de aktiviteter, medarbejdere og frivillige laver i dag, siger Henrik Hansen, formand for Social- og Sundhedsudvalget, og forsætter:
- Samtidig er det at arbejde med Eden Alternative et udtryk for, at vi i Assens Kommune vægter og prioriter højt at arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme for alle borgere.
Hvad er Eden Alternative?
- Eden-filosofien er udviklet og startet af den amerikanske læge og geriater dr. W.H. Thomas i begyndelsen af 90'erne.
- Eden Alternative er en filosofi og strategi, som har til formål at ændre kulturen i plejeboligerne fra institutioner til hjem. Et hjem, hvor beboerne kan leve et liv, der er værd at leve uden de tre omsorgsplager: ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed.
- Dyr, børn og planter indgår derfor som en del af hverdagen, ligesom beboernes ret til selv at bestemme er i fokus.
- For at blive registreret, skal alle medarbejdere på plejecentrene deltage i tre dagskurser.
- At arbejde efter Edens filosofi og principper er en udvikling, der aldrig stopper eller har et endeligt resultat.
- Registreringen varer i to år, hvorefter der skal ansøges på ny.
-Læs mere om Eden filosofien på www.edendenmark.dk
Yderligere oplysninger
Henrik Hansen, formand for Social- og Sundhedsudvalget, tlf. 6471
3073 2937 9042, funktionsleder, tlf. 6474 7570/ 23486616 eller teamleder Izetta Nielsen, tlf. 6474 7694.
Relevant information
http://www.assens.dk