Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/07-13   -   Pressemeddelelse

Kom til et brag af en cykelfest

Du er inviteret med, når Assens Kommune den 12.-14. juli inviterer til cykelfest for hele familien! Kommunen ifører sig den gule førertrøje og leverer underholdning, der alt sammen står i cyklingens tegn.

- Jeg glæder mig til at opleve, at cykel- og Tour de France-stemningen kommer til Assens Kommune. Det er jo en unik mulighed, vi har fået, når TV2 lægger vejen forbi og sender direkte fra Assens by under én af de mest sete sportsbegivenheder i løbet af året. Det har vi naturligvis tænkt os at udnytte til fulde, og hvad er bedre end at skabe en cykelfest, hvor både borgere og turister kan få nogle gode dage og oplevelser, siger borgmester Finn Brunse.

Og langt de fleste af de oplevelser, som man kan få i de tre dage, har en stemning af Tour de France, Frankrig og cykling. Assens

Kommune har nemlig valgt at forfølge cykeltemaet benhårdt.

- Det, synes jeg, er lykkes til fulde. Det er skønt at opleve den rigtig gode energi, der er i og omkring Touren i Assens, og det er sjovt at være med. Folk tror på idéen om at skabe en cykelevent for hele familien i Assens, siger projektleder Inge Dahl.

Det vil blandt andet være muligt at se Jørgen Leths tre cykelfilm på storskærm til Open Air-bio fredag og lørdag aften. Tour de Franceetaperne vises også live på storskærm. Maden har fransk islæt, der er boder med cykeludstyr og meget andet.

Det hele krydres selvfølgelig med underholdning for børnene - blandt andet Tante Andante Band og Cirkus Aroma samt Open Air-bio i børnehøjde om fredagen med "Tintin - enhjørningens hemmelighed".

Danmarks eneste etapeløb
Desuden løber Danmarks eneste tredages motionsløb - Tour de Assens - af stablen. Der er allerede god opbakning med tilmeldte fra hele kommunen og Fyn - ja sågar Århus er kommet på deltagerlisten.

- Cykelløbet på i alt 284 km fordelt på tre dage er en seriøs distance for motionscykelrytterne. Karavanen, der kører foran rytterne om lørdagen, bliver fyldt med flotte gamle biler og motorcykler og skaber en ægte Tour de France-stemning for de, der vælger at se løbet fra vejkanten. Og det er muligt for gæsterne at vinde en "Assens-kurv" med lokale lækkerier, hvis de stemmer på den bil, de synes, er flottest pyntet, fortæller Inge Dahl.

Der vil også være mountainbikeløb ved jordbassinerne i Assens om søndagen, hvor rytterne får sved på panden, mens de oplever det smykke kystlandskab ved jordbassinerne. Og børnene kan teste cykelformen i TV2's Kids Tour. Alle tre løb har åbent for tilmeldingerne, lige indtil startskuddet går.

Et cykelløb, som du med garanti ikke ser andre steder, er enkeltstart på skinnecykler, hvor lokale erhvervsfolk og politikere dyster mod hinanden og uret.

Fest i byen
Alle arrangementerne udspringer ved området omkring Arena Assens, men der er stadig fokus på at få gæsterne op i selve Assens by.

Dette gøres blandt andet om fredagen, hvor den første af Jørgen Leths cykelfilm vises på Tobaksgården klokken 20.00.

- Fredag bakker vi handlen i byen op ved at markedsføre Open by Night, lækker mad og film i Assens by. Vi håber, at alle restauranter er klar med franske overraskelser til gæsterne, siger Inge Dahl.

Lørdag vil der være masser af sjov for de yngre gæster, når Frederik fra X-Factor er vært ved Bingo Banko, hvor der trækkes numre på nye, kreative cykel-metoder. Pengene går til Børneulykkesfonden.

Søndag skal løbeskoene findes frem, når der er Centimeter Maraton med Rasmus Klump i spidsen.

Der er altså noget for enhver smag og ethvert temperament, hvis man vil opleve cykelfesten i Assens Kommune.

Det fulde program kan ses på www.assens.dk/toureniassens, hvor der også er informationer om at være frivillig, bilkaravanen, og hvordan man tilmelder sig cykelløbenem Bingo Banko eller Centimeter Maraton.

Yderligere oplysninger

Finn Brunse, borgmester, 6474 7372 / 2523 2902 fibru@assens.dk
Inge Dahl, projektleder, 2027 1760 / info@ingedahlconsulting.dk

Relevant information

http://www.assens.dk


Pressekontakt


Firma

Assens Kommune
Rådhus All è 5
5610 Assens, Danmark

  64 74 73 77

http://www.assens.dk

Modtag nyheder fra Assens Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire