16/08-13
-
Pressemeddelelse
International gadeteaterfestival besøger Assens Kulturdage
Assens Kulturdage vil fra den 18.-25. august 2013 få Assens til atboble af kulturelle arrangementer. Der bliver budt på alt fra smalle kunstfilm, over fællessang til gøglende og poetisk gadeteater.
- Det er til store glæde for Assens Kommune, at det igen i år er muligt at afholde Assens Kulturdage, udtaler Truels Schultz, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
- Det er et unikt arrangement, hvor så mange kunstarter mødes, og hvor vi både kan byde på noget lokalt og internationalt.
Danmarks Internationale Gadeteaterfestival gæster nemlig fredag den 23. august 2013 Assens, hvor fem forskellige gadekompagnier lave forestillinger ganske gratis.
Gadeteater gøgler i Tobaksgaarden
Omkring Tobaksgaarden og Østergade vil der fredag den 23. august være et leben af gøglere, skuespillere og musikere fra Frankrig, Katalonien og Danmark. Blandt andet vil den poetiske danser Claire fra Frankrig forsøge at sætte sig på en bænk, der ikke vil stå stille - og Teater Brændende Kærlighed lægger op til et godt grin med det morsomme melodrama My Way.
Når festivalen besøger Assens, er det et led i en Danmarkstourné, hvor festivalen besøger 16 byer. Gadeteaterfestivalen er skabt i fællesskab med byerne, og formålet er at bringe teaterkunst af høj kvalitet ud til alle områder af Danmark.
- Ved at indgå i dette samarbejde kan vi tilføre Assens Kulturdage noget ekstra, som måske ikke ellers er muligt, og de internationale teatertrupper vil helt sikkert sætte gang i byen, fortæller Truels Schultz.
Kulturdage med mange facetter
Ud over gadeteateret byder Assens Kulturdage i løbet af uge på mange andre spændende kulturtiltag. Blandt andet viser Tobaksgaarden små kunstfilm, Skovpavillonen bliver lavet om til en dansesalon, som indbyder til den argentinsk tango, lokale kunstnere udstiller i Vor Frue Kirke og meget meget mere.
Det er andet år i træk, at Assens Kulturdage løber af stablen, og igen er det initiativtagerne Lasse Tajmer, kulturchef på Tobaksgaarden og Finn Pedersen, organist og korleder ved Vor Frue Kirke, der står for arrangementet i samarbejde med Assens Kommune.
Yderligere information
Truels Schultz, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, tlf. 6474 1792 e-mail: trsch@assens.dk
Relevant information
http://www.assens.dk