Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/03-14   -   Pressemeddelelse

Folkesundheden i Assens Kommune halter

Mere end hver femte borger i Assens Kommune ryger dagligt. Og mere end hver fjerde borger i kommunen drikker flere genstande om ugen, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Læg dertil, at for få af kommunens borgere dyrker (nok) motion, for mange lever for usundt og er overvægtige.

Det er desværre det samlede billede og den lidt dystre konklusion, der overordnet kan tegnes af folkesundheden blandt borgerne i Assens Kommune. Et resultat, der stammer fra den netop offentliggjorte undersøgelse, hvor 2.500 tilfældigt udvalgte borgere i kommunen har besvaret en række spørgsmål om deres trivsel, sundhed og sygdom.

Undersøgelsen er en del af den regionale - og landsdækkende sundhedsprofilundersøgelse "Hvordan har du det? 2013".

Målrettet indsats
Undersøgelsen viser samtidig også små tegn på forbedringer sammenlignet med den tilsvarende undersøgelse, der blev foretaget i 2010. Blandt andet peger resultatet af undersøgelsen på, at antallet af daglige rygere er faldet fra 23,1 procent til 20,5 procent, ligesom at der er registreret et fald i antallet af borgere, der overskrider den såkaldte lavrisikogrænse (14/7) for indtagelse af alkohol. Her er der registreret et fald fra 21,3 til 18,8 procent.

- Rapporten er jo spændende læsning og giver et klart billede af, at vi skal have øget fokus på sundhed, trivsel og forebyggelse på tværs af vores politiske udvalg, siger Betina Stick, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Undersøgelsen viser samtidig også, at der er en social slagside indenfor folkesundheden i Assens Kommune.

- Det skal vi naturligvis tage til efterretning, så vi fremadrettet bedre formår at målrette vores sundhedstilbud til præcis disse grupper.

Sunde valg skal være nemt for alle
Sundhedschef Signe Lunn Walls ser også frem til at dykke ned i rapporten og nærlæse tallene og resultaterne. Hun pointerer, at Assens Kommune allerede har gang i en række forebyggende tiltag som et led i at udmønte kommunens sundhedspolitik, Sammen om Sundhed, ligesom at kommunen via de nationale forebyggelsespakker sætter fokus på en række faktorer, der skal ændres for at forbedre borgernes sundhed i kommunen.

-Det er det lange træk, der tæller her. Det handler om at påvirke vaner og adfærd, så flere træffer det sunde valg. Samtidig skal vi sikre, at det sunde valg er nemt og attraktivt for alle, så vi over tid kan udligne den sociale ulighed i sundhed, siger Signe Lunn Walls.

Sundhedschefen ser gerne, at resultaterne for borgernes sundhed er blevet bedre til næste undersøgelse i 2017.

-Det skal blandt andet ske ved, at vi arbejder endnu mere sammen på tværs i kommunen og i forhold til vores borgere og foreninger, så vi sammen får skabt nogle målrettede tilbud samt udviklet på vores forebyggende tiltag.

Resultatet af sundhedsundersøgelsen blandt borgerne i Assens Kommune ligger helt i tråd med de nationale fokusområder for at højne folkesundheden. De såkaldte nationale forebyggelsespakker har netop rygning, alkohol, kost, overvægt og fysisk aktivitet som indsatsområder.

Fakta om undersøgelsen

- Undersøgelsen "Hvordan har du det? 2013" er den største nationale sundhedsundersøgelse i Danmark. Oplysningerne, den leverer, kan ikke findes i øvrige registre eller databaser, og er således unikke.

- Borgere fra samtlige kommuner i landet deltager i undersøgelsen, hver gang den gennemføres. Det betyder, at det er muligt at sammenligne data på tværs af regionerne og kommunerne.

- Undersøgelsen fra 2013 giver både et øjebliksbillede af danskernes generelle sundhedstilstand og viser derudover udviklingen fra 2010, hvor den første undersøgelse blev gennemført.

- Undersøgelsen består af et spørgeskema med 81 spørgsmål om sundhed, sygdom, trivsel og sundhedsadfærd.

- Spørgeskemaet blev sendt ud til godt en kvart million tilfældigt udvalgte borgere i Danmark i alderen 16 eller derover i starten af februar 2013.

- 2.500 tilfældige borgere i Assens Kommune har fået tilsendt spørgeskemaet. 1647 borgere svarende til 65,9 procent af de inviterede borgere har besvaret spørgeskemaet.

- Svarprocenten i hele Region Syddanmark er på 65 procent og omfatter svar fra mere end 36.000 borgere i regionen.

- Region Syddanmark har gennemført undersøgelsen i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og i tæt dialog med kommunerne i regionen.

- Baggrunden for undersøgelsen er en aftale mellem Danske Regioner, KL, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Finansministeriet fra 2009. Regionerne fik her til opgave at organisere og finansiere sammenlignelige sundhedsundersøgelser.

- Den nationale sundhedsundersøgelse gentages igen i 2017 og derefter hvert fjerde år.

Læs hele sundhedsprofilrapporten på www.regionsyddanmark.dk/sundhedsprofil

Pressekontakt

Betina Stick
Formand for Social- og Sundhedsudvalget
  2911 9875
Signe Lunn Walls
Sundhedschef
  6474 6742
  2486 2092

Firma

Assens Kommune
Rådhus All è 5
5610 Assens, Danmark

  64 74 73 77

http://www.assens.dk

Modtag nyheder fra Assens Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater