Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/05-14   -   Pressemeddelelse

Touren i Assens cykler derud ad...

Der bliver noget for enhver smag, når Touren rammer Assens den 11. og 12. juli. Programmet spænder lige fra cykelløb med TV2 på Tour, til skattejagt med Rasmus Klump og gang i Assens by med PULS stafet og gaderæs.

Der bliver arbejdet på højtryk i tour-sekretariatet i Assens Kommune for atsammensætte et alsidigt program. Der er stadig mange programpunkter, der skal falde på plads, men det er sikkert, at programmet vil have masser af aktiviteter for hele familien.

- Det bliver fantastisk og en helt speciel mulighed for os til at vise, hvad vi kan i Assens Kommune. Det er glædeligt, at mange foreninger har meldt sig som frivillige, og at Assens Handelstandsforening og erhvervslivet bakker op om arrangementet. Når vi forener kræfterne, får vi et langt bedre program, siger borgmester Søren Steen Andersen og fortsætter:

- TV2 sender direkte fra eventpladsen en time hver dag, så de, der ikke har mulighed for at komme til Assens og deltage i løjerne, kan sidde hjemme i stuen og kigge med.

TV2 på Tour
Først og fremmest får Assens besøg af TV2 på Tour, hvor TV2 sammen med Dansk cykelunion skyder 3 sjove og spændende cykelløb af fra eventpladsen ved Arena Assens. Fredag den 11. juli cykler børn fra 3-12 år Kids race på en lukket strækning rundt om Arena Assens. Rutelængden varierer efter alder, så alle får en sjov oplevelse. Lørdag den 12. juli er det juniorernes og de voksnes tur til at prøve cykelbenene af på en rute i Assens Kommunes skønne natur.

Børneulykkesfonden er med på TV2 på Tour, hvor de med en række aktiviteter sætter fokus på børns sikkerhed. Fx kommer Børneulykkesfonden med en trafiklegeplads, hvor børnene kan få trafikundervisning og cykelkørekort, et badgeværksted, hvor de kan lave refleksbadges samt tegnefilm med Pumba og Timon.

Lørdag eftermiddag, mens de store børn og de voksne kører cykelløb, tager Børneulykkesfonden og Rasmus Klump børn og barnlige sjæle med på skattejagt. Og bagefter er der bObles Race på tumlebræt.

Det er et lille udpluk af de mange aktiviteter på eventpladsen ved Arena Assens, hvor man også bare kan slænge sig og se dagens tour de France etape på storskærm, forrygende cykelakrobatik med Cirkus Aroma, eller bage et snobrød med AssensSpejderne.

Touren i Assens er meget mere
Fredag sidst på eftermiddagen flytter festen op i Assens by, hvor Assens Handelsstandsforening og Assens Kommune i fællesskab lægger op til en rigtig festlig eftermiddag og aften. De handlende holder åbent indtil kl. 22 og Østergade bliver omdannet til gå-gade eller mere præcist gå-løbe-cykle-gade. Eftermiddagen og aftenen bliver nemlig brugt til at afvikle PULS stafetløbet for de løbeglade og gaderæs for de to-hjulede.

- Herligt med et arrangement, hvor de besøgende selv kan være aktive. Det vil vi gerne bakke op om. Hvis man ikke selv har lyst til at snøre løbeskoene eller springe på cyklen, kan man jo heppe på sine helte i løbene. Det bliver festligt, siger Knud Søby, indehaver af Sportigan og næstformand i Assens Handelsstandsforening.

Følg med
Følg med på www.assens.dk/toureniassens hvor aktiviteterne bliver præsenteret, efterhånden som de falder på plads, eller hold øje med sommerens mange begivenheder på vores spritnye facebookside
facebook.com/oplevassens.

Fakta:
Børn fra 3-12 deltager gratis i TV2 på Tour. Der følger et startnummer og en goodiebag med tilmeldingen.
For juniorer koster løbet kr. 100, medens de voksne skal af med kr. 275.

Tilmelding sker på www.paatour.tv2.dk

Skattejagt med Rasmus Klump koster kr. 40, der går til Børneulykkesfondens skadesforebyggende arbejde. Fra mandag den 19. maj kan du læse mere og melde til på www.borneulykkesfonden.dk bObles Race er gratis.

Information og tilmelding til PULS stafet på www.assens.dk/pulsen
Information om gadecykelløb samt tilmelding kommer snart på www.assens.dk/toureniassens

Pressekontakt

Søren Steen Andersen
Borgmester
  6474 7372
  2937 9065

Firma

Assens Kommune
Rådhus All è 5
5610 Assens, Danmark

  64 74 73 77

http://www.assens.dk

Modtag nyheder fra Assens Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire