03/06-14
-
Pressemeddelelse
Kogepåbud fastholdes på Helnæs
Drikkevandet skal stadig koges på Helnæs. Det betyder, at borgerne må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, inden deatter kan åbne for hanerne og drikke vandet direkte fra dem.
- Vi har netop modtaget resultatet af de vandprøver, som vi har taget i weekenden. Resultaterne viser, at forekomsten af E-coli bakterier heldigvis er faldende, men at der desværre stadig er en forekomst af bakterierne, fortæller Annette Bæk, miljø- og naturchef og fortsætter:
-Vi har derfor i samråd med embedslægen valgt at opretholde kogepåbuddet på Helnæs.
Det betyder også, at nødvandsforsyningen på Helnæs Vandværk, Ryet 9 indtil videre fortsætter. Her er borgere, sommerhusejere, campinggæster m.v. velkommen til at hente rent drikkevand døgnet rundt. Beredskabet har udstyret Vandværket med dunke, ligesom man er velkommen til at medbringe sine egne dunke.
Intens søgning efter forureningskilden
Annette Bæk fortæller, at der kan være mange grunde til at forureningen er opstået, og at årsagen meget vel kan være et sammenfald af en række uheldige omstændigheder:
-Lige nu hælder vi mest til den teori, at forureningen skyldes, at en vandledning er beskadiget i forbindelse med et gravearbejde, hvilket vi lige nu undersøger. Resultaterne af vores prøver viser, at der er E-coli bakterier forskellige steder i vandledningsnettet.
Derfor skal der foretages en gennemskylning af hele ledningsnettet, som kan vare op til 2 døgn for at få skyllet rørene godt og grundigt igennem, så alt vandet i dem kan blive udskiftet.
Der vil blive taget nye prøver umiddelbart efter gennemskylningen. Kogepåbuddet opretholdes derfor indtil videre.
Så snart den endelige tidsplan for gennemskylning og prøvetagning kendes, sendes der information ud om det.
Pressekontakt
Annette Bæk
Miljø- og naturchef
+45 64 74 72 93
+45 40 11 76 34
Lars Evald Jensen
Beredskabschef
+45 64 74 72 36