11/06-14
-
Pressemeddelelse
Drikkevand på Helnæs nu fri for E-coli bakterier
Der ser nu ud til at være lys for enden af (vand)tunnelen for Helnæs borgerne, efter at de i over en uge har skullet koge drikkevandet på grund af forekomst af E-coli bakterier. Assens Kommune og Helnæs Vandværk har netop modtaget svar fra de seneste vandprøver, der blev taget i går, og alle prøver er fri for E-coli bakterier.
- Det er selvfølgelig godt nyt - ikke mindst for borgerne på Helnæs. Vi har været i dialog med embedslægen omkring det seneste resultat, og inden embedslægen vil ophæve kogepåbuddet, skal der tages to rene prøver med mindst 24 timers mellemrum. Derfor tager vi en serie nye prøver nu, siger Annette Bæk, miljø- og naturchef.
Anbefalingen er derfor, at borgerne på Helnæs fortsætter med at koge alt drikkevand og vand, der bruges til madlavning, indtil resultatet af de nye prøver kendes i løbet af på torsdag.
Årsag svær at spore
Det er uvist, om Assens Kommune og Helnæs Vandværk finder frem til, hvad der helt præcist har været årsag til forureningen med E-coli bakterier. Forureningen kan nemlig skyldes mange ting og er lidt som at lede efter den berømte nål i en høstak.
-Vi kan konstatere, at der er tale om to forskellige forureningskilder. Den forurening, vi fandt for en uge siden, er vi kommet til livs dels ved at gennemskylle ledningsnettet, dels ved systematisk at gennemgå dele af rørnettet og foretage mindre reparationer, fortæller Annette Bæk og fortsætter:
- I forhold til den lille forurening med E-coli bakterier, som vi fandt på Vandværket i torsdags, har vi lavet en teknisk gennemgang af Vandværket. Vi har bl.a. udskiftet nogle filtre.
De seneste prøver viser også her, at Vandværket nu er helt fri for E-coli bakterier.
Yderligere oplysninger
Annette Bæk, miljø- og naturchef, tlf. 64747293 / 40117634,
Lars Evald Jensen, beredskabschef, tlf. 64747236 / 24862040
Thomas Rasmussen, formand for Helnæs Vandværk, tlf. 20810455.
Pressekontakt
Søren Steen Andersen
Borgmester
6474 7372
2937 9065