29/01-15
-
Pressemeddelelse
Flishugning på Assens Havn SKAL tage hensyn til naboerne
Flishugningen på Assens Havn var igen omdrejningspunktet for en længere drøftelse i Byrådet på mødet i går. Her indskærpede et flertal i Byrådet kraftigt overfor Assens Havn, at der kun må udøves flishugning og -håndtering i forbindelse med læsning og losning på en måde, så det generer naboerne mindst muligt.
Desuden var der en tydelig tilkendegivelse fra flertallet af Byrådet, der indskærpede, at der skal tages det nødvendige hensyn til naboerne.
Sker der ikke, vil Byrådet være indstillet på uden yderligere varsel at tage instruktionsbeføjelsen i brug. Det betyder, at Byrådet kan instruere at de tre politikere, der er udpeget til Havnens bestyrelse, skal sikre, at Havnen efterlever Byrådets beslutning.
Borgmester Søren Steen Andersen er tilfreds med Byrådets beslutning:
-Med den her beslutning har jeg og et flertal i Byrådet tillid til, at havnen lever op til flertallets beslutning om at genere naboerne mindst muligt med deres aktiviteter.
Beslutningen kommer ovenpå et længere forløb, hvor en række borgere har følt sig generet af og har klaget over flishugningen. En klage, der resulterede i, at Byrådet allerede tilbage i maj 2014 gav Assens Havn et påbud om, at de kun måtte hugge flis, såfremt vinden var under 6 meter i sekundet. Det påbud klagede selvstyre Havnen over til Natur- og Miljøklagenævnet.
Så længe der ikke ligger en afgørelse fra Nævnet, har klagen imidlertid opsættende virkning, og Havnen har altså lov til at fortsætte med at hugge flis også over 6 meter i sekundet, til klagen er afgjort.
Klagen forventes afgjort indenfor nærmeste fremtid, men på baggrund af en situation i starten af denne måned, hvor flere naboer følte sig generet af flishåndtering i kraftig vestenvind, valgte Byrådet således i går, at give Havnen et klart signal om udvise skærpet hensyn til omgivelserne i deres aktiviteter.
-Nu giver vi Havnen en kraftig henstilling til at tage hensyn til naboerne. Så snart vi har afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet, har vi en ny situation, som vi naturligvis tager bestik af, så snart afgørelsen af klagen er kommet, siger Søren Steen Andersen.
Pressekontakt
Søren Steen Andersen
Borgmester
6474 7372
2937 9065