13/05-16
-
Pressemeddelelse
Aktive medborgere på valg til nyt Medborgerråd
I Assens Kommune bidrager mange aktive medborgere hver dag til fællesskabet, og sidst i maj skal der vælges nye aktive medborgere ind i Frivillighedsrådet. Samtidig med valget bliver Frivillighedsrådet omdannet til et Medborgerråd, der har et endnu bredere sigte omhandlende aktivt medborgerskab og frivilligt arbejde.
I april godkendte Assens Kommune en ny politik for Aktivt
Medborgerskab 'Sammen er vi bedst', som sætter rammerne for, hvordan det aktive medborgerskab udfolder sig i kommunen, og som understreger, at aktivt medborgerskab er alt lige fra at være frivillig i foreninger til at være landsbyambassadør eller aktiv inden for lokaldemokrati. På den baggrund skal der afholdes suppleringsvalg til Medborgerrådet, hvor alle aktive medborgere i kommunen kan stille op.
Frivillighedsråd bliver til Medborgerråd
Eftersom politikken lægger op til en bred forståelse af det at være aktiv medborger, får alle aktive medborgere også en mulighed for at gøre sin indflydelse gældende på området. Derfor er det besluttet, at Frivillighedsrådet i Assens Kommune, som på nuværende tidspunkt kun har medlemmer fra frivillige sociale foreninger, skal omdannes til et Medborgerråd, hvor der er plads til alle typer aktive medborgere.
Det nye Medborgerråd skal ligesom Frivillighedsrådet være med til at understøtte det aktive medborgerskab bl.a. ved at styrke dialogen mellem borgere og politikere, og at være aktivitetsfremmende og idéskabende vedrørende udviklingen af det aktive medborgerskab.
Det kunne for eksempel være at deltage i planlægningen af temadage og andre aktiviteter på området.
Nye medlemmer skal vælges
Medlemmer, der allerede sidder i Frivillighedsrådet, bliver automatisk medlemmer af det nye Medborgerråd, og herudover skal der vælges tre nye medlemmer og to suppleanter til medborgerrådet.
Alle aktive medborgere har mulighed for at stille op til valget, så hvad enten man er landsbypedel, frivillig i Røde Kors eller læseguide, kan man lade sig opstille til Medborgerrådet.
Har man lyst til at stille op, skal man sende en mail med navn og en kort beskrivelse af, hvordan man er aktiv medborger til aktivmedb@assens.dk. Det skal ske senest den 19. maj klokken 12.00.
Alle kan stemme
Alle borgere bosat i Assens Kommune har mulighed for at stemme, og der kan stemmes fra mandag den 23. maj til og med onsdag den 26. maj på alle AssensBibliotekerne i den betjente åbningstid, eller man kan møde op og afgive sin stemme til valgmøde på Assens Rådhus torsdag den 26. maj kl. 17 på Assens Rådhus. Opstillingslisten kan ses på Assens Kommunes hjemmeside fra den 19. maj om eftermiddagen.
Pressekontakt
Hannah Stegger
Konsulent for Aktivt Medborgerskab i Assens Kommune
64 74 73 78