25/01-10
-
Pressemeddelelse
20 mio. kr. ekstra til uddannelse af varslede fyrede
Personer, der mister deres job, får nu bedre muligheder for hurtigt at gå i gang med en uddannelse. Det er resultatet, efter at regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at afsætte 20 millioner kroner ekstra til varslingsindsatsen. Initiativet kommer navnlig ansatte med korte opsigelsesvarsler til gode, da det nu bliver muligt at få uddannelse efter, at man er fratrådt. Dermed får endnu flere mulighed for at få i alt otte ugers uddannelse.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg udtaler:
- Jeg arbejder på fuldt tryk for at bekæmpe langtidsledigheden. Men samtidig skal vi hele tiden være opmærksomme på, om der er nogle steder, vi kan justere indsatsen over for de ledige, så de får den hjælp, de har brug for, til hurtigst muligt at komme i job. Nu har vi igen haft skruetrækkeren oppe af værktøjskassen og ændret på varslingsindsatsen, så flere kan få hurtig hjælp til at uddanne sig, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Hun glæder sig samtidig over, at DA og LO bakkede op om initiativet på et møde, som ministeren i dag havde med de to organisationer. Det var blandt de forslag, som DA og LO havde med til ministeren.
Hos Dansk Folkeparti er der også tilfredshed med initiativet. Partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted siger:
- Jeg synes, det er meget positivt - og har længe ønsket - at flere nu får del i varslingsindsatsens midler. Jeg glæder mig især over, at langt flere faglærte og ufaglærte nu får mulighed for at uddanne sig. De har korte opsigelsesvarsler og har derfor ikke kunne benytte midlerne fra varslingsindsatsen. Det kommer de til nu, og det er jeg meget glad for, siger Bent Bøgsted.
Også regeringens arbejdsmarkedsordfører bakker varmt op om initiativet:
- Mange har allerede haft glæde af at kunne uddanne sig for midlerne i varslingsindsatsen. Derfor er det rigtig godt, at endnu flere nu får den mulighed. På den måde kan vi hjælpe til med, at ledigheden ikke bider sig fast, siger Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg.
- Jeg er glad for, at vi lægger os i selen og gør, hvad vi kan for de mennesker, der mister deres job. Det er vigtigt for den enkelte at komme videre og komme i gang med noget nyt - det kan dagens initiativ forhåbentlig være med til at sikre, siger de konservatives arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle.
Initiativet er finansieret af midler fra en uddannelsespulje, der blev besluttet i forbindelse med finansloven for 2010, og den træder i kraft hurtigst muligt.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk