06/04-10
-
Pressemeddelelse
Langtidssygemeldte får kontaktpersoner
En fast kontaktperson skal i en række udvalgte kommuner koordinere hjælpen til mennesker, der er sygemeldte i længere tid. Det sker som et led i et storstilet projekt til 240 millioner kroner. Målet er at hjælpe sygemeldte hurtigere tilbage til deres arbejde og dermed mindske risikoen for, at de aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet. I dag vender én ud af fem ikke tilbage, hvis de har været sygemeldt i et år.
Kontaktpersonen - en såkaldt tilbage-til-arbejde-koordinator - skal følge den sygemeldte tæt senest fra 8. sygefraværsuge og koordinere hjælpen fra kommunen og samarbejdet med den sygemeldtes arbejdsplads, den praktiserende læge, a-kassen og fagforbundet.
Til at støtte sig får TTA-koordinatoren et meget tæt samarbejde med et særligt team, der består af en psykolog og en fysio- eller ergoterapeut, og en såkaldt klinisk enhed, hvor en psykiater og en arbejds- eller socialmediciner er tilknyttet. Samarbejdet mellem TTA-koordinatoren, teamet og den kliniske enhed skal sikre, at den sygemeldte får en hurtig, tværfaglig afklaring af sin situation, og at der lægges en plan for den sygemeldtes videre forløb og muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
For beskæftigelsesminister Inger Støjberg er det afgørende, at flere sygemeldte får mulighed for at kombinere sygdom og arbejde:
- Mange langtidssyge vil gerne tilbage til deres arbejde, deres kolleger og deres faste hverdag igen, også selvom de ikke er 100 procent raske. Men langt fra alle kommer tilbage. Måske fordi de ikke har fået afklaret deres situation og muligheder for at arbejde. Måske fordi de er usikre på, om arbejde kan forværre deres sygdom. De barrierer skal vi have brudt ned. Og det kan en fast kontaktperson være med til. Ingen sygemeldte må føle sig usikre og famle sig frem i blinde, siger Inger Støjberg.
Den faste kontaktperson indgår i et storstilet tilbage-til-arbejde-projekt, som beskæftigelsesministeren og Forebyggelsesfonden sætter i gang den 1. april i 13 kommuner. Næste år følger yderligere 9 kommuner.
Både de sagsbehandlere, der skal fungere som kontaktpersoner, og psykologer, fysioterapeuter og læger, som indgår i de særlige teams og kliniske enheder, har den seneste tid været på efteruddannelse. De 13 kommuner er dermed klar til at sætte ind med en tværfaglig indsats, så flere langtidssygemeldte kan komme hurtigere tilbage til arbejdet.
Hele projektet bygger på tre tiltag, som erfaringsmæssigt får sygemeldte hurtigere tilbage til arbejde. Det drejer sig om en øget koordinering, en tværfaglig indsats og en tidligere indsats.
Der er afsat 240 millioner kroner til projektet, som finansieres af Forebyggelsesfonden. Derudover har Beskæftigelsesministeriet afsat godt 30 millioner kroner til administration. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har ansvaret for at planlægge, koordinere og evaluere projektet.
Fakta om tilbage-til-arbejde
Det er første gang, at der bliver udført et tilbage-til-arbejde-projekt i så stor skala. Det store projekt skal bruges til at afklare, om en tværfaglig indsats generelt kan nedbringe det langvarige sygefravær.
En række mindre danske og udenlandske tilbage-til-arbejde-projekter har tidligere vist, at en tidlig, tværfaglig og koordineret indsats for langtidssyge bidrager til, at sygemeldte kommer hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet.
Det helt centrale i et tilbage-til-arbejde-forløb er, at de forskellige indsatser for sygemeldte bliver koordineret. Vellykkede forløb kræver, at arbejdspladsen, sundhedsvæsenet og øvrige myndigheder arbejder tæt sammen.
I Danmark er der gennem de seneste år gennemført en række mindre tilbage-til-arbejde-projekter i enkelte kommuner. De har typisk været rettet mod personer med smerter i bevægeapparatet fx ryg, skuldre eller nakke. Det nye projekt, som nu sættes i gang, kommer også til at omfatte personer med psykiske sygdomme.
De hidtidige projekter har ofte bestået af en tidlig og tværfaglig indsats, hvor fx en læge, en fysioterapeut og en psykolog afklarer, hvad den enkelte fejler, og hvad han eller hun kan - ikke mindst arbejdsmæssigt.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk