08/04-10
-
Pressemeddelelse
Støjberg: Social dumping er uacceptabelt
At udnytte udenlandsk arbejdskraft med blandt andet dårlige løn- og arbejdsvilkår er uacceptabelt på det danske arbejdsmarked. Det slog beskæftigelsesminister Inger Støjberg fast på et samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg i dag.
På samrådet sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg blandt andet:
- Vi skal værne om det danske arbejdsmarked, hvor arbejdstagere har et sundt og godt arbejdsmiljø og en god løn, og hvor arbejdsmarkedets parter har et væsentligt ansvar for at sikre det. Udenlandske virksomheder skal overholde de spilleregler, der er på det danske arbejdsmarked.
Inger Støjberg understregede, at det er arbejdsmarkedets parter, der har hovedansvaret for at regulere løn- og arbejdsvilkår i Danmark, og at arbejdsmarkedets parter derfor også har et stort ansvar for at modvirke social dumping på arbejdsmarkedet.
For at bakke arbejdsmarkedets parter op i den indsats har regeringen indgået en aftale med Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, der styrker Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).
Aftalen bliver udmøntet i et lovforslag, som Folketinget førstebehandlede i går. Forslaget vil gøre det lettere for arbejdsmarkedets parter at finde frem til og komme i kontakt med udenlandske virksomheder i Danmark, så arbejdsmarkedet parter kan sikre, at også udenlandske virksomheder overholder spillereglerne på det danske arbejdsmarked.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk