27/05-10
-
Pressemeddelelse
Samtaler med sygemeldte sikrer kontakt med arbejdsmarkedet
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg var i dag i samråd for at svare på spørgsmål om månedlige samtaler med langtidssygemeldte.
Baggrunden for samrådet er en ny visitations- og matchmodel i jobcentrene. Den nye model indebærer, at jobcentrene skal følge op med samtaler hver måned, når sygemeldte ikke har udsigt til at vende tilbage på fuld tid inden for tre måneder, men hvor sygdomsforløbet hurtigt kan ændre sig. Alle andre sygemeldte skal ikke følges helt så tæt af jobcentrene. Det kan fx være sygemeldte, som ikke ventes at blive raske inden for de næste tre måneder, og hvor de er så syge, at der ikke er udsigt til, at de i løbet af tre måneder kan starte på deres arbejde bare nogle få timer om ugen.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg slog på samrådet fast, at de hyppige samtaler tjener et vigtigt mål, nemlig at hjælpe og støtte syge mennesker gennem sygdomsforløbet, uden at de mister kontakten med arbejdsmarkedet:
- Vi har alle et ansvar for, at sygemeldte får den hjælp, de har brug for til at opnå eller bevare kontakten med arbejdsmarkedet. Kontakten kan hindre, at syge mennesker helt mister fodfæstet på arbejdsmarkedet og i sidste ende risikerer at ende på førtidspension. Derfor kan vi heller ikke være bekendt at lade syge i stikken, forklarer Inger Støjberg.
Inger Støjberg slog samtidigt fast, at kontakten mellem den sygemeldte og jobcentret i en række situationer ikke behøver at foregå ved, at den sygemeldte stiller op i jobcentret. Jobcentrets kontakt til den sygemeldte kan så foregå telefonisk eller pr. e-mail:
- Jeg har stor tiltro til, at sagsbehandlerne kvalificeret kan vurdere, hvilke behov den sygemeldte har i forskellige situationer, og hvordan opfølgningen dermed skal tilrettelægges, siger Inger Støjberg.
Inger Støjberg gjorde det også klart, at der er mennesker, som er for syge til at deltage i samtalerne. Jobcenteret kan derfor sætte opfølgningen på stand by. Det betyder, at de sygemeldte ikke bliver indkaldt til samtaler, før de har fået det bedre. Arbejdsmarkedsstyrelsen har netop sendt et brev ud til samtlige kommuner, hvor det præciseres, at jobcentrenes opfølgning over for alvorligt syge mennesker kan sættes på stand by.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk