25/06-10
-
Pressemeddelelse
Gode muligheder for at udføre frivilligt arbejde
Personer på overførselsindkomst har gode muligheder for at udføre frivilligt arbejde, uden at de risikerer, at arbejdet bliver modregnet i deres dagpenge, efterløn eller kontanthjælp. Det slog beskæftigelsesminister Inger Støjberg fast på et samråd i dag om, hvornår modtagere af offentlige ydelser må udføre frivilligt, ulønnet arbejde.
- Der er naturligvis grænser for, i hvilket omfang det er hensigtsmæssigt at lade personer, der modtager offentlige ydelser, tilbyde deres arbejdskraft, uden at de får løn for det. Derfor er det vigtigt at finde den rette balance.
- Arbejde på almindelige løn- og ansættelsesvilkår må ikke blive erstattet af ulønnet arbejde, som bliver finansieret af offentlige skattekroner. Og frivilligt, ulønnet arbejde må ikke tage opgaver fra fx små selvstændige håndværksmestre. Men selvfølgelig skal det være sådan, at dagpenge-, efterløns- og kontanthjælpsmodtagere har mulighed for at yde en frivillig indsats, siger Inger Støjberg.
Inger Støjberg gav på samrådet en række konkrete eksempler på frivilligt, ulønnet arbejde, som modtagere af offentlige ydelser gerne må udføre, uden at arbejdet bliver modregnet i deres ydelser.
Inger Støjberg nævnte blandt andet, at man sagtens kan være fx besøgsven, samle ind til nødhjælp eller ekspedere i en genbrugsbutik under Kirkens Korshær. Man kan også sagtens en gang i mellem gøre rent eller deltage i den årlige tilbagevendende hovedrengøring af klubhuset i mindre frivillige organisationer eller foreninger, hvor de normalt ikke bruger lønnede medarbejdere. Ligesom man kan male klubhuset og udføre bogholderopgaver. Men når det gælder vedligeholdelsesarbejde i fx en stor interesseorganisations hovedkontor - i form af at male eller udføre administrative opgaver for dem - bliver arbejdet betragtet som lønarbejde. Derfor bliver man trukket i ydelsen for det arbejde, man udfører.
Inger Støjberg slog også fast, at det som udgangspunkt er arbejdets art og omfang, der er afgørende, og hvem arbejdet udføres for. Derimod er det ikke afgørende, hvad den frivillige, ulønnede arbejdstager er uddannet til, eller om man er nyuddannet eller ej.
- Det er som udgangspunkt ikke relevant, hvad man er uddannet til. Reglerne er ens for alle. En ledig maler må altså godt male klubhuset i en mindre forening på lige fod med alle andre. Men hverken en ledig maler eller ledig økonom må male hovedkontoret i fx en stor interesseorganisation, siger Inger Støjberg.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk