15/10-10
-
Pressemeddelelse
Støjberg til kamp mod socialt bedrageri
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg indleder i dag forhandlinger med Dansk Folkeparti om en bedre indsats mod socialt bedrageri.
På forhandlingsbordet har Inger Støjberg lagt den rapport, der er udarbejdet af et tværministerielt embedsmandsudvalg om bedre kontrol mod socialt bedrageri. Udvalget blev nedsat sidste år som en udløber af finanslovsaftalen for 2010 med Dansk Folkeparti.
For beskæftigelsesminister Inger Støjberg er det afgørende, at der sættes mere effektivt ind over for socialt bedrageri:
- Vi hverken kan eller vil acceptere misbrug af sociale ydelser. Det er dybt asocialt, og det er med til at svække sammenhængskraften i vores velfærdssamfund. Derfor er det vigtigt, at indsatsen mod socialt bedrageri er så fintmasket og effektiv som muligt. Og ikke mindst at kommunerne bruger alle de muligheder, de allerede har i dag for at sætte ind over for socialt bedrageri, siger Inger Støjberg.
Rapporten indeholder 26 konkrete anbefalinger til, hvordan kontrollen mod socialt bedrageri kan forbedres.
- Vi lægger nu en række konkrete forslag på bordet, som hver og ét vil skubbe indsatsen i den rigtige retning. Jeg vil nu drøfte rapporten og anbefalingerne med Dansk Folkeparti.
Væsentlige forslag, der skal øge kontrollen med socialt bedrageri:
· Kontrolmedarbejdere i Tyrkiet og Spanien, der kan foretage øget kontrol af personer, der modtager danske velfærdsydelser, men er bosat uden for Danmark.
· Et mere intensivt lufthavnstilsyn i Københavns Lufthavn, som også udvides til andre lufthavne og grænseovergange.
· Bedre og mere praksisorienteret vejledningsmateriale til de kommunale kontrolmedarbejdere.
· Analyse af barrierer og muligheder for at udnytte oplysninger og registre mere tværgående.
· Kontrolarbejdet i kommunerne skal indgå i den kommunale revision.
· Et fast, tværministerielt udvalg på kontrolområdet.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk