19/11-10
-
Pressemeddelelse
Statsrevisorerne følger stadig sagen om feriepenge og efterløn
Statsrevisorerne har besluttet fortsat at følge sagen om, hvorvidt a-kasserne må tage konsekvenserne af egne fejl i sager om efterbetaling til efterlønnere af feriepenge og efterløn. Grundlaget for Statsrevisorernes beslutning er, at AK-Samvirke i et brev af 15. november 2010 har bedt beskæftigelsesministeren genoverveje sin beslutning om ikke at give a-kasserne et generelt tilsagn om refusion i de nye sager om feriepenge og efterløn, og at a-kasserne overvejer at lægge sag an mod ministeriet.
- Jeg har forstået, at Statsrevisorerne fortsat vil følge sagen. Rigsrevisionen konkluderede dog i sidste måned, at sagen kunne lukkes nu, og de gentog samtidig, at det er a-kasserne ansvar at kende reglerne og administrere efter dem. Men når Statsrevisorerne beder Rigsrevisionen om fortsat at følge sagen, så står vi naturligvis også fortsat til rådighed, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
- Der er ikke noget nyt i, at AK-Samvirke truer med sagsanlæg. AK-Samvirkes tidligere advokat fremsatte allerede første gang truslen i maj 2009, og AK-Samvirke har flere gange siden hen gentaget truslen, siger Inger Støjberg.
Baggrund:
Rigsrevisionen har fulgt op på sin undersøgelse fra 2008 om Beskæftigelsesministeriets håndtering af en ændring af ferieloven i 2004. Ændringen indebar, at det i videre omfang blev muligt at få uhævede feriepenge udbetalt efter ferieårets udløb uden at holde ferie. Udbetalingen af feriepengene medførte ikke fradrag i efterlønnen i sådan en situation.
Arbejdsmarkedets Ankenævn traf i 2006 afgørelse i en række sager om fradrag for feriepenge i efterløn. Her afgjorde Ankenævnet, at a-kasserne aktivt burde have vejledt medlemmerne om, at de kunne have undgået fradrag i efterlønnen ved ikke at holde ferie og i stedet få alle feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb. Ankenævnet afgjorde desuden, at efterlønsmodtagerne som konsekvens skulle have mulighed for at fortryde, at de havde holdt ferie og i stedet få efterbetalt den efterløn, der var blevet fradraget i ferieperioden.
Formålet med lovændringen i 2004 var, at feriepenge, som ikke var hævet i løbet af ferieåret, i videre omfang skulle komme til udbetaling efter ferieårets afslutning.
Rigsrevisionen kritiserede i sin undersøgelse fra 2008 ministeriets lovforberedende arbejde. Rigsrevisionen fastslog dog også, at reglerne var klare, og at det var a-kassernes ansvar at holde sig orienteret om og administrere efter gældende regler.
Rigsrevisionen har i sin opfølgende beretning i 2010 igen understreget a-kassernes ansvar.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk