03/12-10
-
Pressemeddelelse
Inger Støjbergs kommentarer til ledighedstallet for oktober 2010
Ledigheden steg med 500 personer fra september til oktober 2010, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ledigheden er i oktober på 115.700 personer. Det svarer til 4,2 procent af arbejdsstyrken.
Bruttoledigheden steg med 1.200 personer. Fra 169.100 i september til 170.300 i oktober 2010.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg udtaler:
- Ledigheden steg desværre en smule fra september til oktober. Det må vi også indstille os på, at den vil gøre lidt endnu. Derfor skal vi fortsat sætte alle sejl ind for at hjælpe arbejdsløse i job.
- Vi giver her fra 1. januar en økonomisk gulerod til kommuner, der giver arbejdsløse aktivering ude på virksomhederne. Løntilskud og virksomhedspraktik er vejen til et job. Det skal være slut med at spilde tid og ressourcer på "Find-din-indre-fugl"-kurser og anden nytteløs aktivering.
- Selvom dagens tal vidner om, at der fortsat er bump hen ad vejen, så er der også lyspunkter på det danske arbejdsmarked. 2010 blev trods alt et bedre år, end vi havde frygtet. Og for første gang siden krisen satte ind, oplever vi, at flere arbejdsløse kommer i job inden for de første tre måneder, siger Inger Støjberg.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk