10/02-11
-
Pressemeddelelse
Støjberg starter i dag forhandlinger om mindre bøvl
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg indleder i dag forhandlinger med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Liberal Alliance om mindre bøvl i beskæftigelsesindsatsen.
På forhandlingsbordet har Inger Støjberg lagt regeringens katalog med initiativer. Udspillet indebærer, at medarbejdere i kommunerne bliver aflastet for administrative opgaver svarende til 94 millioner kroner. Det svarer til ca. 140 fuldtidssagsbehandlere ude i kommunerne. Hertil kommer lettelser for virksomheder og andre.
- Det er afgørende for mig, at vi har en effektiv, intensiv og smidig beskæftigelsespolitik. Derfor skal vi fjerne regler og papirgange, hvis de er bøvlede eller slet ikke tjener noget formål.
- Det tjener fx ikke noget formål, at arbejdsløse med et konkret job på hånden bliver sendt i aktivering og skal møde frem til samtaler i jobcentret. Derfor lægger vi op til, at arbejdsløse skal fritages, hvis de inden for fire uger starter i et nyt job. Det samme skal gælde, hvis de inden for fire uger går på barsel eller trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, siger Inger Støjberg.
Hovedelementer i regeringens udspil:
· Ledige skal ikke længere møde op til samtaler i jobcentret, i aktivering eller som udgangspunkt sende jobansøgninger, hvis de inden for fire uger starter i et nyt job, skal på barsel eller forlader arbejdsmarkedet.
· Virksomheder slipper for at udfylde og indsende blanketter til kommunen, når de har holdt sygefraværssamtaler med deres medarbejdere.
· For selvstændige bliver det nemmere, hvis de bliver syge eller deres medhjælpende ægtefælle ønsker at stoppe i virksomheden og modtage dagpenge eller efterløn.
· A-kasserne skal ikke længere holde sygesamtale og udfylde en blanket, når deres medlemmer er ledige og bliver syge.
· Kommunerne får nemmere ved at sikre en effektiv og koordineret virksomhedsindsats i jobcentrene, da de får et samlet overblik over, hvilke virksomheder der har personer ansat på særlige vilkår.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk