04/05-11
-
Pressemeddelelse
Bred politisk aftale fjerner bureaukrati i beskæftigelsesindsatsen
Regeringen (Venstre og De Konservative), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Kristendemokraterne har indgået en aftale med 44 initiativer, der skal fjerne bureaukrati i beskæftigelsesindsatsen. Aftalen rydder op i overflødige regler og bureaukrati, så mennesker uden job kan hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt.
Med initiativerne kommer borgere, virksomheder, selvstændige, kommuner og a-kasser til at bruge mindre tid på bureaukrati. Kommunerne bliver aflastet for administrative opgaver svarende til 91 mio. kr. Det svarer til ca. 190 fuldtidssagsbehandlere ude i kommunerne - ressourcer, som flyttes fra papirarbejde til at hjælpe arbejdsløse i job.
Aftalen betyder blandt andet, at arbejdsløse ikke længere skal møde op til samtaler i jobcentret og a-kassen eller i aktivering, hvis de inden for seks uger starter i et nyt job, skal på barsel, efterløn eller pension. Også personer på arbejdsfordeling eller personer, som er hjemsendt på grund af vejret eller mangel på materialer, fritages for samtaler og aktivering. Aftalen betyder ligeledes, at gravide kvinder, der er sygemeldt, skal fritages for opfølgning - fx samtaler med jobcentret og aktivering.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg:
- Bøvlede regler må ikke sætte en kæp i hjulet på en god beskæftigelsespolitik. Derfor er jeg utrolig glad for, at et bredt flertal i Folketinget i dag har tilkendegivet, at de ønsker at fjerne bureaukrati. For det er jo sådan, at mindre bureaukrati betyder, at der bliver mere til tid til at hjælpe mennesker i job, siger Inger Støjberg.
Arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs, Venstre:
- Jeg rigtig glad for, at vi med aftalen forbedrer forholdene for de selvstændige og deres medhjælpende hustruer. Bureaukrati skal ikke stå i vejen for lysten til at drive selvstændig virksomhed. Det har fx længe været et ønske fra mange selvstændige, at regler om sygedagpenge skal forbedres, og at det skal være nemmere for ægtefæller at træde ud af virksomheden, siger Ulla Tørnæs.
Arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle, Konservative:
- Det er afgørende for dansk velfærd, at danske virksomheder har optimale betingelser. Bøvlede regler og bureaukrati må ikke hæmme vækst og beskæftigelse. Derfor er jeg godt tilfreds med, at virksomheder fx slipper for at udfylde og indsende blanketter til kommunen, når de har holdt sygefraværssamtaler med deres medarbejdere, siger Helle Sjelle.
Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti:
- Det tjener ikke noget formål at sende folk i aktivering eller til samtaler i jobcentret, hvis de fx er på vej til et nyt job eller snart går på efterløn. Jeg er derfor glad for, at det nu er faldet på plads, at disse mennesker bliver fritaget i seks uger, inden de starter på jobbet eller trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, siger Bent Bøgsted.
Leif Lahn Jensen, Socialdemokraterne:
- Jeg er godt tilfreds med, at vi med aftalen får fjernet nogle uhensigtsmæssige regler og bureaukratiske papirgange. Gravide, der er sygemeldte, slipper fx for at deltage i aktive tilbud eller møde op til samtaler i jobcentret. Og a-kasserne kommer til at opleve mindre bureaukrati til gavn for deres medlemmer, siger Leif Lahn Jensen.
Arbejdsmarkedsordfører Morten Østergaard, Radikale Venstre:
- Med aftalen har vi taget et godt første skridt i den nødvendige afbureaukratisering på beskæftigelsesområdet. Fx betyder digitalisering af syge- og feriemeldinger både administrative lettelser og gør det nemmere for ledige at melde sygdom og ferie. Men vi kan komme langt videre. Derfor ser jeg frem til analyserne af uddannelsesområdet og selvstændiges adgang til dagpenge, som grundlag for de næste aftaler, siger Morten Østergaard.
Villum Christensen, Liberal Alliance:
- Vi skal bruge samfundets ressourcer med større omtanke. Det indebærer, at vi skal slanke bureaukratiet. Jeg er derfor glad for den aftale, vi har indgået i dag, for det er vigtigt, at midlerne i fx jobcentrene bliver brugt rigtigt, så vi ikke belaster borgere og virksomheder med unødvendige papirgange eller aktiveringstilbud, som slet ikke giver mening, siger Villum Christensen.
Per Ørum Jørgensen, Kristendemokraterne:
- Det er vigtigt, at vi bruger kræfterne på de mennesker, der har behov for hjælp. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi med aftalen får fjernet bureaukrati, som i sidste ende betyder, at kommunerne får flere ressourcer til at hjælpe mennesker i job, siger Per Ørum Jørgensen.
Yderligere oplysninger:
Arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs, Venstre, tlf. 3337 4520
Arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle, Konservative, tlf. 3337 4205
Leif Lahn Jensen, Socialdemokraterne, tlf. 3337 4046
Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti, tlf. 3337 5101
Arbejdsmarkedsordfører Morten Østergaard, Radikale Venstre, tlf. 3337 4718
Villum Christensen, Liberal Alliance, tlf. 3337 4905
Parlamentarisk leder og politisk ordfører Per Ørum Jørgensen, Kristendemokraterne, tlf. 3337 4990
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk