23/08-11
-
Pressemeddelelse
Sygefravær er blevet mindre tabubelagt
Mere end hver anden dansker oplever en større åbenhed om sygefravær. Og syv ud af ti oplever, at det i dag er let at tale om sygefravær på arbejdspladsen. Det viser en helt ny undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Undersøgelsen viser også, at otte ud af ti ville blive glade, hvis deres nærmeste chef kontaktede dem under et sygdomsforløb, og at stort set alle selv ville gøre en indsats for at holde kontakt til arbejdspladsen, hvis de blev sygemeldt i længere tid.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg glæder sig over, at sygefravær er blevet mindre tabubelagt:
- Langvarigt sygefravær er en alvorlig sag, som kan ramme os alle. Faktisk har mere end hver tredje dansker prøvet at være langtidssygemeldt. Jeg glæder mig derfor over, at vi er blevet langt bedre til at snakke om sygefravær på arbejdspladsen. For tør vi tage en åben snak, kan vi langt bedre sikre, at sygemeldte kommer helt eller delvist tilbage til arbejdspladsen, siger Inger Støjberg.
Undersøgelsen bekræfter, at flere i dag får mulighed for at arbejde under sygdom. Over halvdelen af alle langtidssygemeldte fik i løbet af det seneste år mulighed for at arbejde under sygdomsforløbet på en måde, der passede til deres situation. For få år siden var det kun omkring 39 procent.
- En åben snak om sygefravær er ikke noget, vi skal gøre for vores blå øjnes skyld. Erfaringer og undersøgelser viser, at mange langvarigt syge kommer hurtigere helt eller delvist tilbage til jobbet, hvis de bevarer kontakten til deres kolleger og arbejdsplads under sygdomsforløbet.
- I dag vender én ud af fem aldrig tilbage til arbejdspladsen efter et års sygemelding. Det er den barske virkelighed. Derfor glæder jeg mig over, at der de sidste år er blevet færre personer, der er sygemeldt mere end et år. Det tyder på, at dialogen kan gøre en forskel, siger Inger Støjberg.
Beskæftigelsesministeriet har sammen med en lang række af arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer gennemført en stor oplysningskampagne om sygefravær. Kampagnen Syg med job - sygdom og arbejde behøver ikke at udelukke hinanden har sat fokus på at få skabt en god dialog mellem sygemeldt, arbejdsgiver og kollegaer. Kampagnen startede i foråret 2010 og er netop afsluttet.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk