26/04-12
-
Pressemeddelelse
Mette Frederiksens kommentarer til ledighedstallet for marts 2012
Bruttoledighedstallet for marts viser en stort set uændret ledighed i forhold til februar 2012. Bruttoledigheden er uændret 6,2 procent af arbejdsstyrken, men er faldet med 600 personer til i alt 161.800 personer. Siden starten af 2010 har ledigheden ligget nogenlunde stabilt med få udsving.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger:
- Der skal et langt sejt træk til, før vi er kommet ud af krisen og får bugt med arbejdsløsheden. Vi skal fortsætte med at gøre dansk økonomi stærkere for at skabe og fastholde job. Vi skal hjælpe ledige med at få de bedste forudsætninger for at komme i arbejde. Og vi skal give muligheder for opkvalificering og uddannelse på arbejdsmarkedet, så vi i Danmark bliver ved med at være konkurrencedygtige og effektive.
- Især unge mellem 25 og 29 år er ramt af arbejdsløshed, og her er det vigtigt at gøre en ekstra indsats. Vi sætter ind med støtte, overgangsordninger og praktik rettet mod unge, der kommer fra uddannelsesinstitutionerne og kæmper for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg er ved at forberede et udspil til en kontanthjælpsreform, der skal hjælpe unge videre i job og uddannelse. Og også ordningen med jobrotation i kommunerne kan gøre en forskel for fx sygeplejersker og lærere. En uddannelse er den bedste forsikring mod arbejdsløshed.
Relevant information
http://www.bm.dk
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk