Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/01-14   -   Pressemeddelelse

Mette Frederiksens kommentarer til ledighedstal for december 2013

I december måned faldt ledigheden med 2.300 personer i forhold til november. Det viser den månedlige opgørelse af den registrerede ledighed fra Danmarks Statistik. Ledigheden for december er dermed på 5,6 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til, at der i alt er 148.200 personer, som er arbejdsløse eller i aktivering.

Ledigheden har siden efteråret 2009 ligget nogenlunde stabilt mellem 5,6 og 6,2 procent af arbejdsstyrken. Siden sommeren 2012 har ledigheden været svagt faldende. Der er dog mindre udsving måned for måned, og ledigheden er steget en smule både i oktober og november. Ser man på beskæftigelsen, har den over de seneste måneder været svagt stigende.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger:

- Regeringens økonomiske prognoser for 2014 forudser lidt bedre tider, men der er stadig behov for flere job, så vi for alvor kan tale om et fald i ledigheden. Derfor skal regeringen stadig understøtte vækst i erhvervslivet og jobskabelse på landets arbejdspladser.

- Der skal fokus på lediges færdigheder, og på, hvordan den enkelte kommer tilbage i job. Ikke bare hurtigt men også med de bedste muligheder for at få et varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Og så skal vi blive bedre til at hjælpe arbejdsgiverne med at få den arbejdskraft, de efterspørger. Samarbejdet mellem beskæftigelsessystemet og arbejdsgiverne skal styrkes. For eksempel har a-kasser og beskæftigelsesregioner lige skaffet over 1000 voksenlærlingepladser i en kampagne målrettet arbejdsgiverne. Det er den vej, vi skal.

- Vi har fokus på at få unge ud af arbejdsløshed og videre i uddannelse og job. Tre ud af fire unge kontanthjælpsmodtagere kan ikke opgive anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve på deres jobansøgning. Derfor er det meget vigtigt, at unge kommer i uddannelse og ikke på kontanthjælp. Med kontanthjælpsreformen stiller vi krav om uddannelse, og vi giver samtidig mere hjælp til dem, der skal have en ekstra indsats for at blive klar til at begynde - eller klar til at gennemføre en uddannelse. Med en uddannelse i hånden har man langt bedre mulighed for at beholde sit job, når krisen kradser.

Pressekontakt

Pressetelefon
  5123 2830

Firma

Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K, Danmark

  72 20 50 22

http://www.bm.dk

Modtag nyheder fra Beskæftigelsesministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire