02/05-14
-
Pressemeddelelse
Mette Frederiksens kommentarer til ledighedstal for marts 2014
Ledigheden faldt med 4000 personer i marts måned i forhold til februar 2014. Det viser den månedlige opgørelse af den registrerede bruttoledighed fra Danmarks Statistik.
Ledigheden er nu på 5,1 procent af arbejdsstyrken. Det betyder, at der i alt er 135.800 arbejdsløse, som er parate til job, i uddannelsestilbud, nyttejob, løntilskud eller andre former for aktive tilbud.
Den faldende tendens i ledigheden fortsætter. Det gælder, selvom en del af faldet siden årsskiftet skyldes nye visitationsregler i kommunerne, som blev indført med kontanthjælpsreformen, og registreringen af personer på den nye arbejdsmarkedsydelse.
Ledigheden har været svagt aftagende siden sommeren 2012, og med dagens tal for den registrerede ledighed er udviklingen gået den rigtige vej gennem længere tid.
Samtidig med den faldende ledighed er beskæftigelsen steget svagt i alle fire kvartaler i 2013 efter flere år med negativ tendens. For hele 2013 steg beskæftigelsen med knap 9.500 personer.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger:
- Jeg er glad for, at det fortsætter den rigtige vej mod lavere ledighed. Det er positivt, at det nu ser ud til, at udviklingen på arbejdsmarkedet har vendt sig og flere kommer i job eller uddannelse. Men det ændrer ikke ved, at der stadig er for mange danskere, der mangler et arbejde at stå op til om morgenen. Det er grundlæggende vigtigt for mennesker at opleve, at der er brug for en og ens kompetencer. Derfor har vi i regeringen to vigtige opgaver i forhold til bekæmpelse af arbejdsløshed: Den ene er at skabe job, og den anden er at give den enkelte arbejdsløse de bedste forudsætninger for hurtigst muligt at få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet.
- Med regeringens udspil til en ny beskæftigelsesindsats vil vi give arbejdsløse nye muligheder for at dygtiggøre sig efter behov. Vi vil gøre op med den massive brug af aktiveringskurser og bruge pengene på reel opkvalificering og uddannelse i stedet for. Vi skal tage udgangspunkt i den enkelte arbejdsløse, så arbejdsløse kan få det tilbud, der hjælper dem bedst på vej tilbage i arbejde.
Pressekontakt
Pressetelefon
5123 2830
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk