03/11-14
-
Pressemeddelelse
Otte ud af ti udlændinge er glade for at arbejde i Danmark
Langt de fleste - ca. 85 procent - udenlandske medarbejdere i danske virksomheder er tilfredse med at bo og arbejde i Danmark. Virksomhederne er hjælpsomme, og der er ros til de danske myndigheder, når det gælder om at få orden i papirerne.
Det viser en analyse, som Oxford Research offentliggør i dag på konferencen Erhvervsforum. Ca. 1.800 højt kvalificeret udenlandske medarbejdere, de såkaldte expats, har svaret på spørgsmål om, hvordan de oplever at bo og arbejde i Danmark.
Bag analysen står en bred partnerkreds af interessenter på området bestående af Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, DI, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Ingeniørforeningen, Copenhagen Capacity, Lyngby-Taarbæk Vidensby og International Community og The Murmur.
Knap tre ud af fire af udenlandske medarbejdere er meget tilfredse med modtagelsen og den service, de modtager fra de danske myndigheder. Særligt borgercentrene for udlændinge, de såkaldte ICS, fremhæves positivt.
Mange expats er også tilfredse med den hjælp, som de kan få i de virksomheder, hvor de er ansat i Danmark og en stor andel mener også, at de i Danmark kan få professionelle udfordringer, der matcher deres kvalifikationer samt, at den danske arbejdskultur er tiltrækkende. Blandt expats ansat i de mellemstore virksomheder er der dog flere, som giver udtryk for, at de har brug for hjælp til at få sociale netværk uden for arbejdstid.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen siger:
- Jeg er glad for, at udenlandske medarbejdere generelt trives på de danske arbejdspladser. De danske myndigheder får gode ord med på vejen, når det handler om at gøre det nemt at slå sig ned, men der er steder, hvor vi kan blive bedre. Med reformen af international rekruttering forbedrer regeringen fortsat modtagelse og fastholdelse af udenlandske arbejdskraft. Virksomhederne får en pulje til initiativer for medarbejdere og deres familier, myndighedernes kommunikation forbedres og dialogen med erhvervslivet styrkes.
Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen siger:
- Det er en god nyhed, at langt de fleste udenlandske medarbejdere i danske virksomheder er glade for at bo og arbejde her i landet. Det understreger, at danske virksomheder også i en international sammenhæng er yderst attraktivt arbejdspladser. Men det ændrer ikke på, at vi fortsat skal gøre en stor indsats for at tiltrække udenlandske faglærte og eksperter til de danske virksomheder. Det er helt centralt, hvis de danske virksomheder skal fastholde produktions- og videnjob i Danmark i de kommende år.
Pressekontakt
Christian Lehmann
Pressechef
20 89 90 45
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk