30/11-15
-
Pressemeddelelse
Jørn Neergaard Larsens kommentar til ledighedstal for oktober 2015
Ledigheden fortsætter med at falde. I oktober var der 1.100 færre ledige end måneden før, og dermed er ledigheden på 4,5 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 120.400 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig viser helt nye tal fra nationalregnskabet, at beskæftigelsen fortsætter med at stige i 3. kvartal.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen siger:
- Jeg glæder mig over, at ledigheden fortsætter med at falde. Det er godt for de mennesker, der skifter ledighed ud med et arbejde, det er godt for virksomhederne, og det er godt for dansk økonomi. Samtidig glæder jeg mig også over, at helt nye tal fra nationalregnskabet viser en fortsat stigning i beskæftigelsen i 3. kvartal 2015.
- Jeg er meget opmærksom på, at mange job de seneste år er blevet besat af udenlandsk arbejdskraft. Det vil sige, at en stor del af væksten de seneste år er gået de danske ledige forbi - det er hverken holdbart for de ledige eller for samfundet.
- Regeringen har netop indgået en kontanthjælpsaftale, der lægger loft over, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i offentlige ydelser, og hvor kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet skærpes. Aftalen sikrer, at gevinsten ved at tage et job øges mærkbart, og at de kontanthjælpsmodtagere, der kan, reelt står til rådighed for job.
- Kontanthjælpsaftalen skal bidrage til, at flere ledige får del i det spirende opsving. Derudover har regeringen fremlagt en vækstplan, hvor vi blandt andet har fokus på lediges mobilitet.
Pressekontakt
Pressetelefon
5123 2830
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk