15/02-16
-
Pressemeddelelse
Ny fond skal sikre udstationerede mod snyd med løn
Udenlandske virksomheder skal kunne holdes ansvarlige, hvis de ikke overholder danske overenskomster og fx ikke udbetaler løn til udstationerede ansatte. Derfor er regeringen og arbejdsmarkedets parter enige om at oprette en ny fond, der skal sikre udstationerede i Danmark mod snyd med løn, og at udenlandske virksomheder ikke løber fra deres aftaler.
Med fonden implementerer Danmark en del af EU's håndhævelsesdirektiv - men i stedet for direktivets krav om kædeansvar, som udfordrer den danske model, har LO og DA opfordret til en fondsløsning. Lovforslaget om fonden sendes i høring i dag.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen siger:
- Udstationerede medarbejdere skal have sikret deres løn, og indgåede overenskomster skal overholdes. Derfor er regeringen og parterne gået sammen om at oprette en fond, så udstationerede ansatte kan få den løn, de har krav på, og så udenlandske virksomheder ikke kan løbe fra deres aftaler.
- Den danske model udgør en grundsten i vores velfærdssamfund. Derfor er jeg glad for, at vi med fonden kan sikre ordnede forhold for udstationerede ansatte i Danmark - uden at indføre kædeansvar og gå på kompromis med den danske model. Det er for mig helt afgørende.
- Fonden illustrerer på glimrende vis, at det unikke danske trepartssamarbejde lever i bedste velgående. Parterne har været meget konstruktive, og vores fælles interesse i at finde sammen om løsninger, som er hele kernen i den danske model, har igen vist sin styrke.
Lovforslaget indebærer, at fonden skal inddrive løn og bod, hvor en udenlandsk arbejdsgiver ikke har betalt som afgjort i det fagretlige system. Fonden vil omfatte udstationerede lønmodtagere, der arbejder i Danmark, og som er omfattet af en dansk overenskomst.
Fonden etableres som en selvstændig enhed, der administreres af ATP på samme måde som Lønmodtagernes Garantifond (LG). Fonden skal finansieres af alle ATP-pligtige danske arbejdsgivere og alle udenlandske virksomheder med ansatte, der leverer tjenesteydelser i Danmark.
Pressekontakt
Pressetelefon
5123 2830
Firma
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K,
Danmark
72 20 50 22
http://www.bm.dk