21/01-11
-
Pressemeddelelse
Mæglerne: Store forskelle mellem land og by
Et klart flertal af ejendomsmæglerne forventer uændrede huspriser, og 20 pct. regner med prisfald her i årets første kvartal. Det viser en ny tendensundersøgelse blandt landets ejendomsmæglere, der generelt har afdæmpede forventninger til boligmarkedet i begyndelsen af 2011. Tendensundersøgelsen viser også, at der fortsat er store regionale forskelle på boligmarkedet.
Boligpriserne vil forblive uændrede her i årets første kvartal. Det forudser 71 pct. af ejendomsmæglerne, mens 20 pct. regner med faldende priser. Blot 9 pct. tror på prisstigninger på enfamilieshuse i 1. kvartal af 2011. Det er udfaldet af årets første tendensundersøgelse, der fire gange årligt tager temperaturen på ejendomsmæglernes forventninger til boligmarkedets udvikling.
"Der er fortsat mange boliger til salg, og omsætningen er lav. Renten har for tiden et meget lavt niveau, og der er forventninger til, at den vil stige. Derfor har ejendomsmæglerne her på den korte bane kun lunkne forventninger til boligmarkedet," siger DE's formand, Steen Winther-Petersen.
Store forskelle i forventninger mellem land og byEjendomsmæglerne i København og Frederiksberg kommuner tegner sig som landets mest optimistiske med hele 36 pct., der tror på prisstigninger, 45 pct., der forventer uændrede priser, og 18 pct., der regner med fald i huspriserne i årets første kvartal. I Region Hovedstaden som helhed er der også en smule optimisme at spore med 18 pct. af mæglerne, der tror på højere huspriser. Det opvejes dog noget af de andre 22 pct. af mæglerne i regionen, der forventer prisfald.
Ikke langt fra hovedstaden finder man dog atter landets mindst optimistiske mæglere, nemlig i Region Sjælland, hvor 39 pct. af ejendomsmæglerne forventer prisfald, og kun 5 pct. tror på prisstigninger her i årets første kvartal.
"Boligmarkedet i hovedstaden blev hårdest ramt under krisen, hvor priserne i en periode nærmest syntes uden bund. De lave priser har givet køberne interessen igen, og mæglerne begynder derfor at tro på, at priserne stille og roligt kommer til at stige igen. Der er fortsat store regionale forskelle på boligmarkedet, særligt mellem de større byer og provinsen," siger Steen Winther-Petersen.
Ejendomsmæglernes forventninger til boligmarkederne i Region Midtjylland og Region Nordjylland ligger i tråd med landsgennemsnittet: Her forventer således syv ud af ti mæglere uændrede huspriser, ca. hver tiende tror på prisstigninger, og lidt flere end det forventer prisfald.
Ejerlejligheder og sommerhusePå markedet for ejerlejligheder ser mæglerne en kende mere lyst på årets første kvartal - her tror 27 pct. af mæglerne på stigende priser, 56 pct. forventer uændrede priser og 17 pct. regner med prisfald.
På sommerhusmarkedet regner 70 pct. af mæglerne med uændrede priser på landsplan, mens 26 pct. forventer dalende priser. Kun 4 pct. tror, at priserne på sommerhuse stiger her i starten af 2011.
· Bilag: PDF-fil med resultaterne af DE's tendensundersøgelse for 1. kvartal 2011
Relevant information
http://www.de.dk
Firma
Dansk Ejendomsmæglerforening
Islands Brygge 43
2300 København S,
Danmark
33 36 10 48
http://www.de.dk