Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
17/04-20   -   Pressemeddelelse

Nyt album fra Kloster med tekster af Simon Grotrian



Steppeulv-prisvinderen Kloster vender tilbage med det dansksprogede album "Især til de levende" med tekster af nu afdøde digter/forfatter Simon Grotrian

Knap fem år er gået, siden Klosters seneste album, Half Dream, Half Epiphany, kom på gaden. Et værk der høstede topanmeldelser i pressen, mens Klosters sangskriver Mikael Rahbæk Andreasen modtog en Steppeulv som Årets Komponist.

Siden har Andreasen blandt andet arbejdet med bidrag til Kirkesangbogen og forelskede sig her i salmedigteren Simon Grotrians sprængte og sært billedskabende lyrik. Det udviklede sig til et venskab de to imellem og over 40 sange med Grotrian-tekster. Et udvalg af disse repræsenterer nu Klosters syvende album, som Simon Grotrian har navngivet Især til de levende.

I kontrast til tidligere Kloster-udgivelser, hvor Andreasen har været den drivende kraft i tilblivelsen, er Især til de levende baseret på et tæt samarbejde med multiinstrumentalist Mikkel Elzer, som også har stået for optagelser og mix. Sammen har de arrangeret, produceret og forvandlet sangene fra deres spinkle grundform til det, der nu fremstår som Klosters mest ambitiøse og gennemførte album til dato.

Det musikalske omdrejningspunkt er Mikael Rahbæk Andreasens karakteristiske folksange, men lig Simon Grotrians ekspressive skrivestil, der emmer af subtil parafrasering over lyrik fra andre digtere, har Elzer og Andreasen, som begge er musikhistoriske nørder og inkarnerede pladesamlere, skabt Især til de levende med nik i et væld af musikalske retninger, der undersøgende og grænsende til grænseløst skaber med- og modspil til albummets tekster. Især til de levende er en symbiose, der håndspillet og uden skelen til musikalske modetendenser øser af skrøbelig skønhed i prismatiske sammensætninger af ord og lyd.

Udover Elzer og Andreasen, der spiller majoriteten af albummets instrumenter, befolkes Især til de levende af vellidte Kloster-kendinge som Sarah Hepburn, Solrun Stig og Jakob Brixen samt en række håndplukkede musikere, heriblandt tidligere Efterklang-trompetist Thomas Kirirath Husmer og Hymns from Ninevehs Jonas Haahr Petersen på cello. Simon Grotrians nære ven, billedkunstner Peter Brandes, har malet albummets forside.

Simon Grotrian havde glædet sig til at høre albummet i sin færdige form, men døde uventet og tragisk i sensommeren 2019. Måske han lytter med et sted i universet — men i hans egne ord er albummet især til de levende.

KLOSTER – Især til de levende udkommer d. 8. maj 2020 på Moondrop Records.

Presse & labelkontakt:
Peter Mesnickow - Mail: peter@moondrop.dk - Telefon: 20704666

Pressefotos af Carsten Villadsen

Pressefotos i ekstra høj opløsning kan rekvireres ligeledes hos peter@moondrop.dk

FAKTA:

Om Simon Grotrian:

Simon Grotrian (1961-2019) var en af Danmarks mest produktive digtere med cirka en udgivelse om året siden debuten i 1987. Med hyppige referencer til kristen mytologi og sin religiøse erfaring var Grotrian en ener på den danske litterære scene, og hans eksplosive poesi deler ofte vandene hos litteraturanmeldere og læsere, der enten finder den utilgængelig og uforståelig eller fantastisk og nyskabende. Grotrian modtog en række litterære priser og blev i 2007 tildelt livsvarig statsydelse til kunstnere på finansloven. Simon Grotrian døde d. 15. august 2019.

Om Kloster:

Det musikalske projekt Kloster har siden 2001 været centreret om Mikael Rahbæk Andreasens sangskrivning og har løbende gestaltet sig som både et soloprojekt, et band og et musikalsk kollektiv med indtil videre omkring 50 bidragsydere — ofte i samsang med amerikanske Sarah Hepburn, norske Solrun Stig og dansk-svenske Jakob Brixen. Med en række anmelderroste udgivelser i ryggen har Kloster i varierende konstellationer optrådt i ind- og udland og på mere eller mindre usædvanlige steder fra Roskilde Festival til en grotte nord for polarcirklen. På det aktuelle album Især til de levende fremstår Kloster som et samarbejde mellem Mikael Rahbæk Andreasen og multiinstrumentalist og producer Mikkel Elzer.

Relevant information

Facebook
https://www.facebook.com/KlosterCph/

Lyt til musikken her
https://promo.theorchard.com/V7JqnBVCruJXuSqNsFeJ


Billeder


Pressekontakt

Peter Mesnickow
  20704666

Firma

DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K, Danmark

  +45 27 89 18 14
  +45 27 89 18 14

https://www.digidi.dk

Modtag nyheder fra DiGiDi Digital Distribution på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater