14/07-22
-
Pressemeddelelse
Ny alternativ rock-duo sætter ord og lyd på københavnerlivet i ungdomstempo
Fredag d. 8. juli, udgiver det nye dansk band Alva deres første EP: ”Hug Me When I’m Hungover”. Stemningen er ung eksistentialisme i København, hvor vennerne er familien, hvor nattehimlen er høj og faldet ind i hverdagen nådesløs. Sangene er længere end gængse radioklicheer. Og alt er 100 % hjemmelavet – fra tekster, musik og produceringen til cover art og musikvideo.
Livet som ung i København er det tematiske omdrejningspunkt, når Alva laver musik. Tekstuniverset svæver ind i både de gode og dårlige sider, der lidt for ofte følger med livet, når nattens frihedslykke uønsket afbrydes af hverdagens trædemølle, fordi de mange øjeblikke i nattenuet havde fjernet fornemmelsen for tid.
EP’en ”Hug Me When I’m Hungover” er en samling af Alvas tre første sange:
1. You Said I Was the One
2. What is Up?
3. Too Late to Go Home
På hver sin måde er de tre første sange lydbilledet af de høje højder, du opnår på en aften ude i byen kontrasteret med de knusende dybder, du rammer dagen efter, når livet fortsætter, og du føler dig tom og brugt op. Det er en reflekterende eksistentialisme samtidigt med, at det er en hyldest til de mange små øjeblikke, der gør livet smukt, og til de brændte broer, der både gør nas og giver livserfaring. Og så bringes barndomstraumer, afhængighed, udfordrede familierelationer, terapi og usikkerhed ind i både tekst og lyd, uden at det bliver melodramatisk eller fingerpegende.
Alva består af Mår (Marcus Melo) og Mathias la Cour. Mår skriver sangteksterne, og sammen med La Cour udformer de to medlemmer lydbilledet, med La Cour som musikalsk altmuligmand, der indspiller både bas, trommer og guitar, såvel som at synge andenstemmer på sangene. De to bandmedlemmer har kendt hinanden hele livet, og er sammen vokset op på Vestegnen, hvor de deler en barndom med enlige mødre og fraværende fædre i Albertslunds både mærkelige, mørke og smukke kulisser.
Mår har skrevet sange det meste af sit liv, men har ikke før Alva opstod haft modet til at vise dem til nogen. La Cour har spillet musik, siden han kunne gå, og har netop spillet en scene i stykker på NorthSide sammen med balkan-rockbandet Orkestr Partisanki. La Cour har også – dog uden skyggen af succes – forsøgt sig som musiker i både LA og London. Men sammen i Alva er drømmene lige så store som de to venners trang til at hænge ud med vennerne på Nørrebro i København.
”Alva for mig er en terapi, der hjælper mig med at sætte ord på, og bearbejde følelser, jeg ikke vidste jeg havde. Det er en refleksion over de store og små øjeblikke jeg oplever i mit liv, og observerer i mine venners, når vi skal håndtere ansvar såvel som uansvarlighed, kærlighed, alkohol og stoffer. Uforglemmelige aftener og uger der går med tømmermænd. Det er vigtigt for mig at lave musik og udtrykke mig, men det er meget mere vigtigt for mig, at jeg laver det sammen med min bedste ven, og at vi kan skabe og drømme sammen.” siger Mår og fortsætter:
”Alva er både et indadvendt terapeutisk projekt og en gigantisk drøm om at stå på store og små scener og spille vores musik for andre, der synes det er fedt, hvad vi laver. Om det så er fordi de kan se sig selv igen i teksterne, eller bare nyder en god melodi betyder ikke noget. Vi vil ud til andre som os, der presser hver aften for hver en dråbe.”
La Cour fortæller:
”Jeg droppede ud af gymnasiet for at lave og spille musik fordi jeg ikke kunne lade være. Det var ikke en speciel populær beslutning i de voksne rækker. Men det var min beslutning, og jeg har knoklet løs og taget nogle både dumme og gode beslutninger for at få mulighed for at leve af at spille musik. Alva er den vigtigste og rigtigste beslutning, og vi har de to sidste år arbejdet i døgndrift ved siden af vores forskellige jobs for at få EP’en klar. Det er den nu, og vi håber, at vi ikke er de eneste, der er helt oppe at ringe over de første tre sange.”
EP’en ”Hug Me When I’m Hungover” kan fra i morgen hentes og høre på Spotify, Apple Music, Tidal, YouTube og div. Andre streaming platforme.
--
MERE INFO OG KONTAKT
Om Alva
Alva er en alternativ rock-duo bestående af Mår og La Cour – begge med en fælles barndom i Albertslund. Bandet blander guitarfuzz fra 90’er grunge, vokalharmonier fra 60’er pop og en nutidig skildring af en ungdomstilværelse i København med en intim og kompromisløs personlig fortælling.
Mår og La Cour har kendt til hinanden hele livet og spillet i musikskoleband sammen i de helt unge barndomsår. Men det var først efter et opbygget venskab på Roskilde Festival, at de overvejede at lave musik sammen.
Alva en selvforsynende institution, og de to bandmedlemmer har selv indspillet alle instrumenter, produceret alle sange, skabt cover art, musikvideoer og alt det, der følger med, hvis man vil fra soveværelset og ud i verden.
Missionen med bandet er at skildre en relaterbar version af livet som ung i København uden at ty til letkøbte lyriske klichéer, musikalske gimmicks eller generiske personaer.
Al musik på EP’en er indspillet i forskellige soveværelser under low-budget, lo-fi omstændigheder.
Kontakt
Marcus Melo (Mår)
Mobil: 42661704
Mail: mreinvang@gmail.com
Mathias La Cour (La Cour)
Mobil: 60449692
Mail: lacourus@gmail.com
Relevant information
Promoplayer: Lyt her
https://orcd.co/hugmewhenimhungover?fbclid=IwAR0MlVXOxsPB8JpVHK75eoxU54FzoEfeCpbOx4AukTxc6I7qNQvzlfpRxJU
Pressekontakt
Marcus Melo
42661704
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk