21/10-22
-
Pressemeddelelse
Debutalbum fra tødn inviterer ind i hjertets dybeste kamre
Med albummet atmosfære spænder sangeren og sangskriveren tødn et på én gang personligt og universelt rum ud mellem tilværelsens yderpunkter - og inviterer os andre ind.
Hun har sunget og skrevet sange, siden hun var helt lille. Hun har stået, stærk, ved kister og egenhændigt båret begravelsesgæster på sorgens toner under kirkehvælvinger. Hun har lagt stemme til de største øjeblikke i menneskers liv og samlet folk i fælles hyldest til kærligheden. Nu udkommer tødn med sine egne danske sange.
Teksterne står centralt i atmosfære og er inspirerede af hverdagsbegivenheder og livets største spørgsmål. Det er ærlige og nærværende fortællinger om mennesker, byer, minder, tragedier og fester. Det er billedrige beretninger fra det sted i tilværelsen, hvor sårbarhed og styrke er ét, og hvor den største taknemmelighed vokser ud af de mest uoverstigelige tab.
Jazz, pop og visetradition strømmer sammen hos tødn, og hendes hjertevarme, klare vokal guider blidt lytteren mellem billeder og erindringsglimt, så musikken vugger og puffer sin lytter gennem den drypstenshule af nærvær og sprøde nu’er, som kun en live-optagelse kan fremkalde.
søster min, faldskærm, suk lille hjerte, longjohn, gået i stå, forår i mørket, kort glimt og ro er de i alt otte sangtitler på atmosfære.
”Sangene er opstået på cyklen, i bilen eller af ord, som nogen sagde. De er kommet pludseligt som et meteornedslag eller har vokset sig frem i mig over mange måneder”, fortæller tødn med det borgerlige navn Sara Tornøe Tødten.
Alle sangene på atmosfære er skrevet af tødn i samarbejde med prisvindende Susanne Ørum. De er indspillet live og mixet af legendariske Flemming Rasmussen i Sweet Silence studiet og mastereret af Peter Juul Kristensen (Clear Music Production) - med et hold af nogle af landets bedste musikere:
Kristian Marcussen: Piano og kapelmester
Pernille Bévort: Sax
Thomas Maintz: Guitar
Morten Ankarfeldt: Kontrabas
Jesper Uno Kofoed: Trommer
Susanne Ørum: Kor og producer
På ro og suk, lille hjerte og søster min optræder desuden Nelle Bjørch-Haderup (kor) og Signe Tornøe Tødten (kor og fløjt).
Derudover har følgende bidraget til atmosfære:
Portrætfoto: Joachim Wichmann
Albumfoto og cover: Anja Kuhlbrodt og Anders Dahl Eriksen
Sara Tornøe Tødten har sunget med etablerede musikere og optrådt i talrige sammenhænge med alt fra bigband til partyorkester og fra intimkoncerter til koropførelser, herunder også som solist. Hun er kirkesanger ved Hans Egedes Kirke i København og bliver færdiguddannet som kirkesanger fra Sjællands Kirkemusikskole i sommeren 2023.
atmosfære udkommer d. 21. oktober på Spotify og andre digitale streamingtjenester.
Relevant information
Spotify: tødn
https://open.spotify.com/artist/6QtgSWbF6H4wZsTCUofgmV?si=YYDsKcplS3isF-vibKI1yg
Promoplayer: Lyt her
https://promo.theorchard.com/f1sMBF471I7L93hPemx5
Pressekontakt
Sara Tornøe Tødten
28922468
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk