30/05-23
-
Pressemeddelelse
Poul Pava laver coverart til ny pop-single med to upcoming artister
Poul Pava skaber visuel magi til ny pop-single - Oplev Pendius og Tre Retters Regnbueis' rebelske fusion af pop og hip hop i deres seneste udgivelse, der udfordrer kultursnobberiet. Med Poul Pavas ikoniske coverart bliver det en kunstnerisk eksplosion. Stream deres fantastiske single, der markerer begyndelsen på et spændende artistsamarbejde.
Kender du det?
Du nikker forstående og lyttende til selskabets velformulerede og vidende forklaringer af et anerkendt stykke kunst. Imens prøver du febrilsk at komme på et bud på noget intellektuelt at sige som et tegn på engagement. Nøje studerer du trækkene og holder dem op imod din nærmeste referenceramme. Alligevel skyder du forbi, da du kommer til at nævne Poul Pava i samme sætning som Asger Jorn.
Lige præcis denne situation har rapperen Pendius stået i engang. Netop derfor er han og artisten Tre Retters Regnbueis nu hér for at fortælle dig, at du ikke er alene med den følelse.
”Alt for mange mennesker render rundt og forfiner deres udlægning af egen smag for at passe ind, når det i virkeligheden er bullshit. Vi nægter at tro, vi er de eneste, der som regel helst vil have en fransk hotdog skyllet ned med en dåseøl fra netto, inden vi går hjem og ser X-factor” udtaler Pendius.
Med den nye single, ”Jeg Ville Lyve, Hvis Jeg Sagde, Jeg Ku’ Li’ Jazz” ønsker de at puste til kultursnobberiet.
I anledning heraf har den folkekære kunstner Poul Pava leveret coverart:
”Vi prøvede med alt muligt forskelligt, indtil vi kom til at tale om, hvor fedt det kunne være at få netop Poul Pava til at lave det”, siger Tre Retters Regnbueis. De to artister har nemlig dedikeret en linje i sangen til akkurat ham:
”Forveksler Asger Jorn med Poul Pava, de har jo begge vareform på materialer” lyder det i 1. vers af den for nyligt udkomne pop-single.
”Det handler faktisk om, at jeg blev irettesat af en kollega engang for at sammenligne sådan noget man kan købe i en museumsbutik med det, som Poul Pava har lavet, som man kan købe i Imerco. Jeg har oprigtigt svært ved at se forskellen, udover butikken, og vidste ikke selv, at det kunne opfattes som en hån,” lyder det fra Pendius.
Det er blandt andet for at få vendt denne tankegang, at de to artister nu hylder den kunst, som hundredtusindvis af danskere elsker højt nok til at have stående i deres køkken, ved at stille Poul Pavas kunst til skue, når man streamer nummeret. Singlen er første skud på stammen i et længere artistsamarbejde, som hen over foråret og sommeren vil afsløre flere singler.
Pendius har tidligere været medlem af bandet 180 og har for nylig udgivet debutsinglen Baenk som soloartist. Efter mange års personligt kendskab har han valgt at slå sig sammen med den debuterende artist Tre Retters Regnbueis. De to sammen leverer en skøn sammensætning af pop og hiphop, hvor de catchy pop-omkvæd indleder en fri association fra temaet i rap-versene, og hvor melodisk gennemførte kompositioner får kant af at klippes til og forvrænges.
Følg med i deres musikalske rejse og find nummeret på alle streamingtjenester!
Relevant information
Pre-save link:
http://orcd.co/jegvillelyvehvisjegsagdejegkulidejazz
Pendius Instagram:
http://instagram.com/rallependius
Tre Retters Regnbueis:
http://instagram.com/trerettersregnbueis
Pressekontakt
Rasmus Johan Parkvig
25052023
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk